HK.dk logo
Kvinde ved skrivebord

Signe tegner Danmarks nye pengesedler

8. April 2025
HK Privat
Britt Christensen
Sidste år udpegede Nationalbanken HK Privat-medlem Signe Parkins som en af to kunstnere til at tegne de nye pengesedler, som kommer på gaden i 2028. En helt særlig opgave, der har krævet sirlighed og samarbejde - og hemmelighedskræmmeri i hendes aflåste atelier
8. April 2025
HK Privat
Britt Christensen
Sidste år udpegede Nationalbanken HK Privat-medlem Signe Parkins som en af to kunstnere til at tegne de nye pengesedler, som kommer på gaden i 2028. En helt særlig opgave, der har krævet sirlighed og samarbejde - og hemmelighedskræmmeri i hendes aflåste atelier
Hele denne her væg var fyldt – ja, de har faktisk hængt over det hele, siger illustrator Signe Parkins og peger rundt i sit atelier, der ligger i en tidligere sojafabrik på havnen i Aarhus.

I dag står døren åben ud til fælleslokalet, som hun deler med de 13 andre kunstnere, som holder til i de gamle industrilokaler under navnet KH7 artspace. Men det meste af 2024 har døren både været lukket. Og låst.

I sommeren 2024 blev Signe Parkins ringet op af Nationalbanken, som ville have hende til at tegne bagsiden af de nye danske pengesedler, som kommer i kasseapparaterne - og i din pung - i 2028.

Og selv om hun først ikke helt troede på, at det nu også var rigtigt, da Nationalbanken ringede, så var den altså god nok. 2024 stod derfor også i pengenes - og havets - tegn for den 45-årige illustrator.

Signe Parkins har tegnet bagsiden på de fire nye pengesedler, som har havet som tema. Mere må hun ikke fortælle, før sedlernes udseende bliver offentliggjort.
- Og så arbejder man jo virkelig for både høj og lav, når man laver sådan en opgave. Det skal være genkendeligt og på en eller anden måde trygt - det må ikke stikke for meget af.
- Signe Parkins

En traditionsrig liste af store danske kunstnere

Nationalbanken udstedte sine første pengesedler i 1819. Den første seddel var kun trykt på den ene side og var påtrykt kongens monogram. Siden 1834 har der været tradition for, at tegnere, kunstnere og grafikere har illustreret de danske sedler.

Signe Parkins husker selv særligt Ib Andersen-serien med portrætter og dyr, der kom i omløb i 1972. Det er dem med bl.a. en sommerfugl, gråspurve, et firben og et egern.

- De er fra min egen barndom og får mig til at tænke på min mormor - og det der med at få en 50’er af hende. Der er så mange minder knyttet til de billeder, der er på vores pengesedler. Tegningerne er med til at indkapsle en tidsperiode i vores historie og er med til at skabe en nationalfølelse, siger Signe Parkins.

Derfor er det også ”virkelig stort” for Signe Parkins nu selv at få lov til at være med til at skabe pengesedlerne til kommende generationer.

- Selv om mine børnebøger har en vis bredde, så er det jo slet ikke til at sammenligne - det her er jo til hele det danske folk.

- Det er et karrieremål, som jeg ærligt ikke rigtig havde, men som jeg nu kan sætte flueben ved, smiler hun.

Danmarks næste pengesedler

  • Danmark og Grønland får nye pengesedler fra 2028
  • Forsiden vil blive prydet af eventyr og H.C. Andersen, astronomi og Tycho Brahe, jordens kerne og Inge Lehmann samt Thuleekspeditionen og den kvindelige ekspeditionsdeltager Arnarulunnguaq.
  • Havet bliver gennemgående motiv på sedlernes bagside.
  • Det er en ekspertgruppe bestående af medlemmer fra såvel Nationalbanken som eksterne eksperter, der har udvalgt motiverne på baggrund af forslag fra 27 museer, forsknings- og uddannelsesinstitutioner og 76.000 besvarelser fra den danske og grønlandske befolkning.
  • Nationalbanken forventer at offentliggøre de nye sedler i første kvartal 2026.
  • De nye sedler sendes i cirkulation i 2028.

Der sker noget i mit hoved, når jeg tegner, jeg falder til ro på en måde, som jeg ikke kan finde nogle andre steder.
- Signe Parkins

Tegnet siden barndommen

Opad et Danmarkskort i Signe Parkins atelier står en tegning af en mælkebøtte og træder tydeligt frem. Det ligner en illustration, der kunne være taget direkte ud af ’Flora i farver’, men det er en tegning, Signe Parkins lavede som 16-årig til sin mormor, og som nu står i hendes atelier, efter mormoren gik bort for en del år siden.

- Tegning har fyldt utroligt meget i mit liv – det har altid været meget tilgængeligt i mit barndomshjem, siger Signe Parkins, der er vokset op med en far, der er grafisk designer.

- Da jeg var teenager, havde jeg nogle år, hvor jeg synes, det var lidt svært socialt. Den megen tid jeg havde alene brugte jeg på at tegne - der kunne jeg mærke, der blev grundlagt et eller andet. De fleste stopper jo med at tegne, når de når teenagealderen, men jeg fortsatte - og siden har det fyldt det meste af mit liv, siger hun.

Signe Parkins gik siden i gymnasiet, og klarede det da også med egne ord ”nogenlunde”, men hun har altid vidst, at det var tegning, hun ville.

- Der sker noget i mit hoved, når jeg tegner, jeg falder til ro på en måde, som jeg ikke kan finde nogle andre steder. Min mand siger, han kan mærke på, hvis jeg ikke har tegnet. Jeg bliver mere anspændt, det er en måde at være i verden på for mig, siger hun.

- Når jeg sidder med en stramt styret ramme som fx det her arbejde med pengesedlerne, så har jeg altid gang i en skitsebog, hvor jeg kan tegne skøre ting og udtrykke mit frit - bare tegne for fornøjelsens skyld.


En kollektiv opgave

Signe Parkins har arbejdet som illustrator siden 2007, hvor hun blev uddannet fra Designskolen i Kolding. Hun har blandt andet været nomineret til Nordisk Råds børnelitteraturpris og fået Kulturministeriets Illustratorpris, ligesom hun gennem sit arbejdsliv også tidligere har samarbejdet med forskellige større virksomheder.

Trods hendes store erfaring har denne opgave alligevel været helt særlig. Arbejdet med de nye pengesedler startede længe før, Signe Parkins blev ringet op og fik opgaven. Nationalbanken har haft både kulturinstitutioner og befolkningen til at komme med input til motiverne og temaerne, som skal pryde sedlerne, ligesom sikkerhedselementer og tekniske specifikationer er en vigtig del af arbejdet.

- Jeg vil sige, at det har mere været designeren og illustratoren Signe, der har lavet denne opgave, end det har været kunstneren Signe. Det kræver en høj grad af samarbejde at løse sådan en opgave, siger Signe Parkins.

- Og så arbejder man jo virkelig for både høj og lav, når man laver sådan en opgave. Det skal være genkendeligt og på en eller anden måde trygt - det må ikke stikke for meget af.

Et af Signe Parkins' strandfund: Sommerfugle af arten Nældens takvinge.

Signe Parkins har flere gange taget turen fra Aarhus til Nationalbanken i København, ligesom de ofte har sparret over telefonen. Men modsat hendes normale arbejdsproces har hun også oplevet, at hun har arbejdet mere i et vakuum, fordi hun jo ikke har kunnet dele sit arbejde med nogen uden for Nationalbanken - heller ikke sin nærmeste familie.

- Hvis der skulle nogen herind i atelieret i den periode, var jeg nødt til at pakke det hele ned og gemme det væk - det var lidt af et arbejde, fortæller Signe Parkins.

- Det har virkelig været godt, at jeg ikke har arbejdet hjemme. Selv om min mand og børn ikke altid er lige interesseret i mit arbejde, så tror jeg alligevel, at de ville have været noget mere opsøgende, hvis de vidste, hvad det var, jeg tegnede til, griner hun.

Signe Parkins er normalt også meget aktiv på det sociale medie Instagram, hvor hun flittigt deler ud af sine processer og spørger sine flere tusinde følgere til råds.

Under arbejdet med pengesedlerne har de måttet nøjes med hendes frokost.

- Der er måske nogen, der på et tidspunkt har undret sig lidt over mængden af madbilleder, griner hun.


- Inden for kunstverdenen kan det ofte ikke blive stort nok, men jeg har altid elsket de helt små ting som fx frimærker. Jeg kan godt lide det her med, at når man kigger på et værk i en lup, så er det stadig helt præcist.
- Signe Parkins

Et stort pres

Gennem sin karriere har Signe Parkins ofte hørt, at det har været en udfordring, at hun arbejder meget småt.

- Inden for kunstverdenen kan det ofte ikke blive stort nok, men jeg har altid elsket de helt små ting som fx frimærker. Jeg kan godt lide det her med, at når man kigger på et værk i en lup, så er det stadig helt præcist. I forbindelse med denne her opgave har det endelig været en fordel, siger hun.

Adspurgt om presset - og arbejdspresset - har været større end normalt, fortæller Signe, at hun ”da virkelig har arbejdet”.

- Det har været vigtigt for mig at levere på det niveau, det kræver. Og så arbejder jeg jo i hånden, så hvis jeg tegner forkert, bliver jeg nødt til at starte forfra og tegne det om, og det lægger jo også nogle ekstra timer til. Jeg gør mig altid umage, uanset hvad jeg laver. Men det har selvfølgelig været et pres at vide, hvad det var, jeg tegnede til – jeg er jo bare en lille tegner fra Aarhus, siger Signe Parkins, der ikke kan sige præcist, hvor mange arbejdstimer hun har lagt i opgaven:

- Jeg har lavet illustrationerne ud fra et fast designkoncept fra Nationalbanken, og det er jo ikke kun mig, der har arbejdet. Det er en stor fælles opgave. Men der ligger et enormt arbejde bag sådan et stykke brugsgrafik både fra mig og alle de andre omkring opgaven, siger hun.

Nærbillede af en, der tegner en sommerfugl

Signe tager ingen genvej på computeren. Alt er håndtegnet.

Ikke engang hendes mand har set tegningerne

Mens hun går og venter på sin mands - som altså heller ikke har set pengesedlerne endnu - og resten af befolkningens dom, har hun fået en lille forsmag på den opmærksomhed, der venter.

- Jeg synes egentlig, det allerede var ret vildt, da det blev offentliggjort, at jeg var den ene af de to tegnere. Der var mange journalister, der pludselig ringede fra blandt andet Weekendavisen og Århus Stiftstidende, og mange der skrev på Instagram. Selv om jeg jo egentlig synes, at jeg er rimelig godt forankret i mig selv - også i forhold til at kunne klare modstand - så er jeg forberedt på, at det bliver massivt, siger hun og uddyber:

- Illustration er ofte noget, der bliver gemt lidt af vejen. Det er ikke det, der er i fokus i anmeldelser, der bliver illustratoren kun lige nævnt i en sætning. Så det er jo helt vildt at få en opgave, hvor man pludselig træder frem i lyset på den måde.

Signe Parkins håber at kunne bruge opmærksomheden på at sætte fokus på, hvor vigtig en disciplin tegning er.

- Nationalbanken kunne jo også have valgt at gå alle mulige nye veje, men jeg er stolt af og glad for, at de har holdt fast i et gammelt og traditionsrigt fag - for tegning kan uendeligt meget.

- Nu glæder jeg mig bare helt sindssygt til at sidde med en af de her sedler i hånden.

Log ind som medlem