Organisationsgruppens weekendtræf 2027
23. - 24.januar 2027 | 10.00 - 13.00
23. januar 2027Tilmeldingsfrist 04. januar 2027
Tag med, når Organisationsgruppen holder weekendtræf 23. - 24. januar 2027 på Comwell Middelfart!
To dage fyldt med faglig inspiration, nye perspektiver, stærke fællesskaber og gode grin!
| Start: | 23. januar 2027, kl. 10.00 |
|---|---|
| Slut: | 24. januar 2027, kl. 13.00 |
| Status | Ledige pladser |
| Kursusnummer: | 0600-27-01-23 |
| Adresse: |
Comwell Middelfart, Karensmindevej 3, 5500 Middelfart
placering på kort |
| Tilmeldingsfrist: | 04. januar 2027 |
| Website: | Læs mere om stedet her |
Indhold
Glæd dig til en weekend, hvor vi sætter fokus på vores arbejdsliv – både i dag og i fremtiden.
Vi har sammensat et spændende og alsidigt program med inspirerende plenumoplæg, aktuelle debatter og involverende workshops, hvor du selv er med til at sammensætte en del af programmet ud fra de emner, der interesserer dig mest.
Vi stiller skarpt på trivsel, arbejdsglæde, fællesskab og de muligheder og udfordringer, som præger vores arbejdsliv. Fra AI, adfærdsdesign og personlig gennemslagskraft til rummelighed, organisationsændringer, stress og fremtidens a-kasser.
Undervejs får du mulighed for at dele erfaringer, hente ny inspiration og styrke dit faglige netværk med HK-kollegaer fra andre organisationer og arbejdspladser.
Og selvfølgelig bliver der også tid til hyggeligt samvær, gode samtaler og masser af grin!
Weekendtræffet er gratis for dig, der er medlem af HK Privats Organisationsgruppe. Der er fuld forplejning, overnatning og dækning af transportomkostninger (DSB standard eller laveste km-takst).
Vi glæder os til at byde dig velkommen den 23.–24. januar 2027 på Comwell Middelfart!
De bedste hilsner
Bestyrelsen
HK Privat – OK-gruppen Organisationer
PROGRAM
Lørdag den 23. januar
09.30-09.10 Ankomst og morgenmad
10.00-10.15 Velkomst
10.15-12.00 Videnscafeer (runde 1)
12.00-13.00 Frokost
13.00-14.45 Fælles oplæg: En giftig stresscocktail - når stress skyldes mangel på mening
14.45-15.15 Pause
15.15-17.00 Videnscafeer (runde 2)
17.00-17.15 Fællesbillede
17.15-18.30 Egentid/hygge med kollegaer
18.30 Middag og efterfølgende hygge
Søndag den 24. januar
09.00-09.15 Godmorgen og opsamling på i går
09.15-11.00 Netværkscafeer på en kreativ måde
11.00-11.00 Pause
11.15-12.45 Fælles oplæg: Hvorfor er humor så vigtig på arbejdspladsen - og hvordan får vi det sjovere sammen med vores kollegaer?
12.45-13.00 Afslutning og frokost to go
VIDENSCAFEER
Læs mere om videnscafeerne herunder. Ved tilmelding skal du vælge både én 1 prioritering og én 2 prioritering i runde 1 og runde 2.
Runde 1 (kl. 10.15-12.00)
Videnscafe 1: Bliv hørt, få indflydelse – og styrk din personlige gennemslagskraft
Hvordan får du dine ønsker igennem hos din leder eller i forhandlingen?
Vi kender alle situationer, hvor vi gerne vil overbevise andre om vores synspunkter, stå fast på vores ønsker eller få vores budskaber tydeligt igennem.
Det kan være i en forhandling, i dialogen med din leder eller i den svære samtale, hvor ordene kan være svære at finde, og hvor det er ekstra vigtigt at blive hørt.
Men hvad er det egentlig, der gør, at nogle budskaber brænder igennem, mens andre går tabt? Hvordan argumenterer vi overbevisende, skaber forståelse og får indflydelse? Og hvordan står vi fast på vores egne synspunkter uden at lukke ned for dialogen?
I denne workshop sætter vi fokus på, hvordan du med retorik og personlig gennemslagskraft kan styrke din indflydelse og stå stærkere i dialogen.
Videnscafe 2: Har du råd til at blive gammel? Bliv klog på pension
Få mere ud af din opsparing og opnå en tryggere fremtid
Bliv klogere på, hvordan din pensionsopsparing egentlig arbejder for dig – og hvad du selv kan gøre for at få endnu mere ud af den. Økonomisk rådgiver fra PFA, Camilla Schjølin Poulsen, giver dig et enkelt og forståeligt overblik over tidlig planlægning, valg af ordning og små justeringer, der kan styrke din økonomiske fremtid.
Vær med her, hvis du vil have konkrete råd til pensionsopsparing, som du kan handle på med det samme.
Videnscafe 3: Hvordan bliver vi bedre til at rumme hinandens forskelligheder – og hvilken rolle spiller jeg selv som kollega
Vi er alle forskellige. Vi kommer med forskellige erfaringer, forudsætninger, behov og perspektiver. Nogle er unge og nye på arbejdsmarkedet, andre har mange års erfaring. Og gennem arbejdslivet bevæger vi os alle igennem forskellige livsfaser, hvor vores behov og muligheder kan ændre sig.
Fælles for os alle er ønsket om et langt, sundt og bæredygtigt arbejdsliv, hvor der er plads til både kollegaen og mennesket bag.
Men hvordan skaber vi et arbejdsfællesskab, hvor forskelligheder bliver en styrke frem for en hindring? Og hvordan bliver vi bedre til at forstå, respektere og rumme hinandens behov – også når de er forskellige fra vores egne?
I denne workshop sætter vi fokus på vores egen rolle i at skabe et endnu mere rummeligt arbejdsliv.
Gennem refleksion og fælles dialog undersøger vi, hvordan vi hver især kan bidrage til et stærkt arbejdsfællesskab, hvor der er plads til forskellighed, forskellige behov og livets mange faser.
Videnscafe 4: Hvordan trives du i en hverdag med konstante forandringer og organisationsændringer
Hvordan holder vi fast i os selv og hinanden, når forandringernes vinde blæser på arbejdspladsen?
Forandringer er en del af arbejdslivet. Nye strukturer, organisationsændringer, nye opgaver og ændrede arbejdsgange kan både skabe muligheder, udfordringer og usikkerhed.
Nogle trives med forandringer, mens andre oplever, at de kan være svære at navigere i. Og når forandringerne kommer tæt på, kan de påvirke både vores arbejdsglæde, trivsel og følelsen af at høre til.
Men hvordan finder vi fodfæste i en hverdag, hvor rammerne hele tiden flytter sig? Hvordan bliver vi en aktiv del af forandringerne uden at lade dem tage over? Og hvordan passer vi på både os selv og hinanden undervejs?
I denne workshop sætter vi fokus på, hvordan vi kan navigere i forandringer og samtidig bevare vores trivsel og stærke arbejdsfællesskab.
Runde 2 (kl. 15.15-17.00)
Videnscafe 1: A-kasserne i forandring – hvor er vi på vej hen
Hvad venter a-kasserne og medarbejderne i fremtiden – og er vi klædt godt nok på til de forandringer, der kommer?
På weekendtræffet i 2025 satte vi fokus på a-kassernes fremtid. Nu følger vi op og tager temperaturen på udviklingen i en tid, hvor beskæftigelsesreformen er under implementering, og både politiske beslutninger, ny teknologi og ændrede krav er med til at forme fremtidens a-kasse.
Vi får blandt andet besøg af Anita Virum fra Danske A-kasser, som giver os indblik i den seneste udvikling på a-kasseområdet – både politisk og fagligt.
Men hvad betyder forandringerne for os, der arbejder i a-kasserne? Hvilke udfordringer og muligheder står vi overfor? Hvilke kompetencer bliver der brug for, og har vi de rette muligheder for uddannelse og kompetenceudvikling?
Og hvilken rolle kommer AI til at spille? Hvordan kan nye digitale værktøjer understøtte arbejdet med job og vejledning, og hvilke erfaringer har vi allerede gjort os på tværs af a-kasserne?
I denne workshop kradser vi lidt i lakken og stiller skarpt på a-kassernes fremtid – set fra medarbejdernes perspektiv.
Sammen med Anita Virum får vi mulighed for at drøfte udviklingen, dele erfaringer og stille de spørgsmål, der optager os i hverdagen.
Samtidig får du mulighed for at give konkrete input og gode råd til, hvilke kompetencer, uddannelses- og udviklingsmuligheder vi som a-kassemedarbejdere har brug for, hvis vi skal stå stærkt i fremtidens a-kasse.
Videnscafe 2: Adfærdsdesign – Hvordan får vi kollegaer og medlemmer fra gode intentioner til handling?
Hvordan får vi andre til at engagere sig, ændre vaner eller gøre noget, de egentlig gerne vil – men ikke får gjort?
Vi kender det alle. Vi vil gerne skabe forandringer, engagere vores kollegaer eller få flere medlemmer til at deltage aktivt i fællesskabet. Men gode intentioner fører ikke altid til handling.
Hvorfor gør mennesker egentlig, som de gør? Hvad påvirker vores valg og beslutninger? Og hvordan kan små ændringer i vores kommunikation eller omgivelser gøre en stor forskel?
Svaret kan blandt andet findes i adfærdsdesign og nudging, hvor vi bruger viden om menneskers psykologi til at forstå og påvirke adfærd.
I denne workshop sætter psykolog David Hvidbak fokus på, hvordan vi kan bruge adfærdsdesign til at skabe positive forandringer og større engagement.
Med afsæt i adfærdspsykologi, konkrete eksempler og praktiske værktøjer bliver vi klogere på, hvad der motiverer mennesker til handling – og hvordan vi kan bruge den viden i arbejdet med kollegaer, medlemmer og stærke fællesskaber.
Videnscafe 3: Mindre stress – Lær at trække vejret!
En anderledes workshop, hvor du på egen krop oplever, hvad dit åndedræt kan gøre for dig.
Vi trækker vejret hele livet – helt uden at tænke over det. Men vidste du, at måden, vi trækker vejret på, kan have betydning for både vores stressniveau, ro og velvære?
I en travl hverdag, hvor tempoet ofte er højt, og tankerne kan være mange, glemmer vi måske, at vi allerede har et redskab med os, som kan hjælpe os med at finde ro og skabe balance.
Men hvordan påvirker vores åndedræt egentlig kroppen? Og hvordan kan vi bruge det bevidst til at håndtere stress og skabe mere ro i hverdagen?
I denne workshop inviterer Ronny Akkermann fra Træk Vejret dig med på en anderledes og praktisk oplevelse, hvor du selv er en aktiv del af workshoppen.
Du bliver guidet trygt gennem en åndedrætssession og får mulighed for på egen krop at opleve, hvordan bevidst vejrtrækning kan påvirke både krop og sind.
Workshoppen er for alle, der er nysgerrige på åndedrættets muligheder – uanset om du er nybegynder eller allerede har erfaring med åndedrætstræning.
Videnscafe 4: Bliv dus med AI og TECH
Vil du have en lille digital assistent siddende på skulderen?
Kunstig intelligens (AI) er kommet for at blive og er allerede godt på vej til at forandre vores arbejdsliv. Men hvordan gør vi AI til en hjælpende hånd i hverdagen – uden at miste det menneskelige perspektiv undervejs?
For AI rummer både muligheder, udfordringer og spørgsmål. Kan teknologien gøre vores arbejdsdag lettere, frigive tid og hjælpe os med at løse opgaver på nye måder? Og hvad betyder udviklingen egentlig for vores job, faglighed og fremtidige arbejdsliv?
Hvordan kommer vi godt i gang? Hvad skal vi være opmærksomme på? Og hvordan sikrer vi, at det er os, der bruger teknologien – og ikke omvendt?
I denne workshop gør vi AI konkret, forståeligt og anvendeligt i din arbejdsdag.
Vi arbejder praktisk med AI og du får mulighed for selv at afprøve værktøjerne og blive klogere på både muligheder og faldgruber. Derfor kan du med fordel medbringe din egen pc til denne workshop.
Workshoppen henvender sig til nybegyndere og let øvede, der er nysgerrige på AI og gerne vil blive mere fortrolige med teknologien.
FÆLLESOPLÆG
Læs mere om de to fællesoplæg herunder.
Lørdag: En giftig stresscocktail – når stress skyldes mangel på mening
Hvis vi for alvor skal gøre noget ved den stigende stressproblematik, kræver det en mere nuanceret forståelse af, hvorfor stress opstår.
9 ud af 10 stressramte peger på arbejdet som en primær eller medvirkende årsag til deres stress. Alligevel er det ofte individet, der kommer på briksen hos en psykolog eller stresscoach – frem for de forhold på arbejdspladsen, der kan være årsagen.
Stress opstår ofte i mødet mellem opgave, individ og kontekst. Tre ingredienser, der enten kan skabe en meningsfuld cocktail eller en giftig stresscocktail.
Men hvad nu, hvis stress ikke primært handler om for meget arbejde, men om mangel på mening?
I dette oplæg stiller vi skarpt på forskellige former for stress – burnout, boreout, moralsk stress og eksistentiel stress – og på, hvorfor det er afgørende at forstå årsagerne, hvis vi skal finde de rigtige løsninger.
For når vi kender ingredienserne i den giftige stresscocktail, bliver det også muligt at finde modgiften.
Søndag: Hvorfor er humor så vigtig på arbejdspladsen – og hvordan får vi det sjovere sammen med vores kollegaer?
Humor er meget mere end et godt grin. Den kan styrke arbejdsglæden, fællesskabet og den gode stemning på arbejdspladsen. Men hvordan skaber vi mere plads til humor i en travl arbejdsdag?
Med mere end 12 års erfaring som komiker har Tjelle Vejrup besøgt utallige arbejdspladser og oplevet, hvordan humor påvirker dynamikken mellem kollegaer, teams og arbejdsfællesskaber.
I dette underholdende foredrag deler Tjelle sine erfaringer og giver os indblik i, hvorfor det er vigtigt at tale om andet end arbejde, hvorfor øjenkontakt betyder noget – og om én komiker egentlig er lige så god underholdning som to strippere!
Du får inspiration til, hvordan du selv kan bidrage til mere humor, arbejdsglæde og god stemning på arbejdspladsen.
Glæd dig til et foredrag spækket med morsomme, genkendelige og til tider tåkrummende anekdoter fra et arbejdsliv, hvor det handler om at få mennesker til at trives og grine.
Målgruppe
Medlem af HK Privat og OK-gruppen Organisationer
Arrangør
HK Privat
Weidekampsgade 8
2300 København S
- Kontakt:
- Foredrag
- Direkte:
- 3330 4482
- Telefon:
- 70114545
- Mail:
- hkprivat@hk.dk
- Web:
- www.hk.dk/omhk/sektor/hk-privat