Ny ferielov

I dag d. 1. september træder den nye ferielov i kraft. Den store forskel er, at du nu optjener og afholder ferie samtidig – altså det der kaldes ’samtidsferie’. Bliv klogere på, hvad der ændrer sig med den nye ferielov, og hvad der er, som det plejer nedenfor. 

Hvad har ændret sig?
- Hvornår du optjener din ferie: Ferien optjenes nu i perioden 1. september til 31. august. Før fulgte optjeningsåret kalenderåret, altså 1. januar til 31. december.

- Hvornår du kan holde din ferie: Mens ferien optjenes over 12 måneder (1. september til 31. august), kan du holde den over 16 måneder (1. september til 31. december året efter – dvs. optjeningsåret plus de efterfølgende 4 måneder). Du har ret til, at mindst fire af de fem uger placeres inden for optjeningsårets 12 måneder.

- Hold ferie på forskud: Hvis du vil holde ferie på et tidspunkt, hvor du ikke har nået at optjene nok feriedage, kan du aftale med din arbejdsgiver, at du ’låner’ feriedage, du optjener senere i perioden, til at holde betalt ferie for nu. For eksempel til dette års efterårsferie.

Læs mere om, hvilke muligheder du har i forbindelse med efterårsferien i 2020 her

Hvad er det samme?
- Antal dage: Du har fortsat ret til 25 dages ferie om året. Det svarer til, at du optjener 2,08 feriedage om måneden.

- Sammenhængende ferie: Du har fortsat ret til 3 ugers sammenhængende ferie i hovedferieperioden, der løber fra 1. maj til 30. september.

- Hvornår kan din arbejdsgiver varsle ferie: Din arbejdsgiver skal så vidt muligt aftale med dig, hvornår du holder ferie. Kan I ikke blive enige, kan din arbejdsgiver varsle, at du skal holde din ferie på et bestemt tidspunkt. Det skal ske mindst tre måneder før i forbindelse med hovedferien og mindst en måned før for anden ferie.

Vi hjælper dig gerne med at forstå de nye regler
Er du i tvivl om noget, så er du som altid velkommen til at ringe til os på 7011 4545. Vores telefoner er åbne mandag til torsdag fra kl. 8 til 17 - fredag fra kl. 8 til kl. 16.

Overenskomsten sikrer den 6. ferieuge

Er du ansat i en privat virksomhed, som har overenskomst med HK Privat, har du sandsynligvis ret til at holde en ekstra uges ferie ud over de fem uger, som ferieloven giver dig ret til. Den ekstra uge kaldes oftest den 6. ferieuge eller feriefridage.

Du skal dog som regel have været ansat i en periode (anciennitetskrav) for at have ret til den ekstra uge. Hvornår du får ret til den 6. ferieuge, og hvordan du holder den, kan du se i din overenskomst.

Overenskomsten finder du ved at logge på MitHK.