- Det kom helt uventet, at vi fik prisen. Men det er dejligt, at der er nogen, der synes, at vi har gjort et godt stykke arbejde, lyder det fra de to prismodtagere.
Pernille Søe Larsen arbejder i dag som personalekonsulent hos Administrations- og Servicestyrelsen i Herning og Jesper S. Schriver som studiekoordinator hos VIA i Herning.
Det er ABL, Administrationsbachelorernes Landsforening, og HK, der står bag prisen, som i december blev overrakt Pernille og Jesper af Lene Buhl, formand for HK Kommunal MidtVest.
Casestudie af to kommuner
Pernille og Jesper modtager prisen på baggrund af deres bachelorprojekt, der havde til formål at undersøge implementeringen af beskæftigelsespolitik i et komparativt casestudie af de to kommuner Frederikshavn og Hjørring.
Sammenligningen af kommunerne tager udgangspunkt i Rigsrevisionens beretning fra 2018, der beretter om jobcentrenes effektivitetspotentiale.
- Vi syntes, at beskæftigelsesområdet kunne være et interessant område at se nærmere på. Alle har en forventning om, at beskæftigelsesindsatserne bare spiller, og indsatserne har en afsmittende effekt på og berøring med mange andre kommunale indsatser blandt andet inden for ungeområdet, beretter Pernille og Jesper om baggrunden for at vælge netop dette emne til deres afgangsprojekt.
Vidt forskellige
Til trods for, at Hjørring og Frederikshavn Kommuner kan betragtes som sammenlignelige, udformes deres beskæftigelsesindsatser vidt forskelligt.
Hjørring Kommune investerer sig til gevinster. I 2014 besluttede Hjørring Kommune at ville være bedre til at gøre borgere fri af offentlig forsørgelse. Derfor blev 125 millioner kroner fra 2015-2018 investeret i den såkaldte Hjørring-model. En investering, der har sparet kommunen for mere end 300 millioner kroner.
Frederikshavn Kommune udarbejder en etårig beskæftigelsesplan i relation til den nationale beskæftigelsespolitik.
Nuanceret billede
I Rigsrevisionens beretning fra 2018 bliver de to kommuner placeret i hver deres ende, når det gælder niveauet af effektivitetspotentiale.
Men Pernille og Jesper har fundet ud af, at Rigsrevisionens beretning ikke er et entydigt sandfærdigt udtryk for kommunernes effektivitet på beskæftigelsesområdet.
- Det varierende effektivitetspotentiale ved de to kommuner afhænger af, hvilket politik design og hvilken implementeringsadfærd kommunerne vælger at gå med lige som interaktionen mellem embedsværk og politikerne også var en mulig årsag til variation, hvilket Rigsrevisionen ikke tager højde for, forklarer de.
Bliv klogere på bachelorprojektet her
Med til at profilere uddannelse
Pernille og Jesper er stolte af at have modtaget prisen, som de mener er med til at profilere uddannelsen til administrationsbachelor og vise, hvad administrationsbachelorerne kan.
Årets Bachelorpris er på 5.000 kroner, som Pernille og Jesper skal dele. Begge har tænkt sig at bruge pengene til noget, der fremover vil minde dem om, at de fik prisen. Pernille vil købe et maleri til huset og Jesper en vinylpladespiller.