Kvinde, der arbejder hjemme

Lizzi Nielsen arbejder fast på nattevagt og nyder, at hun kan sidde hjemme: Foto: Lisbeth Holten

Hjemmearbejde har aldrig nogensinde været på tale før og har heller ikke været noget, jeg selv har overvejet før corona - heller ikke selv om jeg har mindst 4½ times transport. Men nu efter at have arbejdet hjemme siden slutningen af marts sidste år, kan jeg slet ikke få armene ned over det.

Tidligere skulle jeg afsted ved 19-tiden fra Falster for at møde ind kl. 22.45 på ShareNows kontor i København, hvor jeg tager imod opkald fra kunder. Nu tager det i stedet 10 sekunder lige at tænde computeren.

Læs også: Hanne bevarer kontakten over Teams 

De 3 til 4 aftener om ugen, jeg før har brugt i toget, bruger jeg nu på at spise med min datter, der bor i byen, og på bestyrelsesarbejde i den lokale håndboldklub. Det er rart, at jeg har mere tid til at involvere mig i det lokale, man kan altså holde mange møder på 3 timer. Samtidig slipper jeg jo også for at skulle bytte vagter for at kunne deltage, da møderne jo typisk ligger om aftenen.

Jeg har selvfølgelig husket at ændre mit kørselsfradrag. Den sparede transport betyder, at jeg får mindre udbetalt, men til gengæld skal jeg så heller ikke hive 3.150 kr. op hver måned til et togkort.

Som nattevagt arbejder jeg jo, mens mine kolleger sover, så det der med ikke at have nogen at sparre med eller sludre med på gangen eksisterer alligevel ikke for mig, uanset hvor jeg befinder mig. Normalt når jeg møder ind, går aftenvagten hjem. Og det samme om morgenen, hvor jeg går hjem, og morgenvagten møder ind.

Læs også: 1 ud af 4 mangler bord og stol, der passer til hjemmearbejdet

Jeg havde i forvejen indrettet en kontorplads i mit værelse i huset, som jeg så bare har indrettet til arbejdsstation i stedet. Værelset, hvor jeg nu har kontor, er mit fristed, så det er også det eneste sted i huset, hvor jeg må ryge indendørs.

På en nattevagt får vi alt mellem 2 og 30 opkald fra kunder, som har booket en bil, men som oplever udfordringer. Det kan være alt fra, at teknikken driller, til de er løbet før for strøm eller er punkteret.

Mit headset er trådløst, så jeg kan godt bevæge mig rundt i huset og hente en kop kaffe for eksempel, og min mand har heldigvis et godt sovehjerte, så ham forstyrrer jeg heller ikke, selv om han sover lige på den anden side af væggen. Mellem opkaldene ordner jeg parkeringsbøder og e-mails til kundecentret.

Faktisk kan jeg slet ikke se nogen ulemper ved at arbejde hjemme.

Det er i hvert fald ikke lykkedes mig at få øje på dem endnu. Jeg har fået lovning på, at så længe, der ikke er noget i mine arbejdsopgaver, der kræver, at jeg er fysisk til stede på kontoret, så kan jeg også få lov at fortsætte med at arbejde hjemme.

Siden nedlukningen i marts har Lizzi haft 143 dage hjemme og 7 dage på kontoret.

Læs også: Tommy holder fast i de daglige rutiner

Det siger medlemmerne om hjemmearbejde

HK Privat har fået analyseinstituttet Epinion til at undersøge medlemmernes arbejdsvilkår under corona. 1.034 har deltaget i undersøgelsen, og cirka hver tredje har svaret på fordele og ulemper ved hjemmearbejde. Tallene giver sammenlagt mere end 100, fordi medlemmerne kunne sætte kryds ved flere end en enkelt svarmulighed.

Fordele ved hjemmearbejde Ulemper ved hjemmearbejde

82 % - Jeg sparer transporttiden

75 % - Jeg savner mine kolleger

71 %- Jeg får arbejdsro

75 % - Jeg bevæger mig for lidt

63 % - Det giver mere fleksibilitet

65 % - Fællesskabsfølelsen bliver mindre

50 % - Det giver større effektivitet

48 % - Vi videndeler mindre

42 % - Jeg får mulighed for at fordybe mig

46 % - Vi sparrer og ideudvikler mindre med hinanden

40 % - Jeg får mere tid sammen med min familie

45 % - Jeg holder færre pauser

28 % - Jeg kan gøre tingene i mit eget tempo

37 % - Gener/smerter efter dårlige arbejdsstillinger

27 % - Jeg føler mig mindre stresset

35 % - Arbejdstid og privattid flyder sammen

19 % - Jeg trives bedre

21 % - Jeg føler mig alene

11 % - Jeg slipper for visse kolleger

11 % - Det er sværere at løse mine opgaver