136 medlemmer deltog i generalforsamlingen, som foregik virtuelt som følge af Corona-pandemien.
Det store mødelokale i HK-Huset i Herning var, fordi generalforsamlingen foregik virtuelt, omdannet til det, der lignede et tv-studie.
- Jeg er stolt af den måde, HK’erne i kommuner og region har bidraget – og stadig bidrager til at få os godt gennem Corona-pandemien. Jeres omstillingsparathed og vilje til at løfte i flok i en meget anderledes hverdag er forbilledlig. I har knoklet for at holde Danmark kørende hele vejen igennem. Det kan I godt være stolte af, sagde formand Lene Buhl i sin mundtlige beretning.
- Når samfundet langsomt åbnes igen, bliver der plads til at rette blikket fremad og arbejde konstruktivt med det, vi har lært af Corona-tiden. Vi skal se på mulighederne for at indrette vores arbejdsliv – det er jo blevet ganske tydeligt, at der kan være gevinster ved at sidde uforstyrret hjemme, men også, at der kan være udfordringer med trivslen, når man er på distancen. Vi skal have lavet nogle gode løsninger sammen med arbejdsgiverne, fortsatte hun.
- I takt med, at vi åbner igen, skal vi også videre med HK Kommunals arbejde med de 22 fagligheder, som vores medlemmer udgør. Vi starter med en række webinarer for de forskellige fag, hvor vi sætter spot på udviklingsplaner, efter- og videreuddannelse og netværk. Alt sammen for at sikre, at I har gode muligheder for at udvikle jer i jeres arbejdsliv. HK’erne skal have stærke kompetencer og være attraktive medarbejdere – nu, i morgen og længere ude i fremtiden, sagde hun videre.
Glæde over resultat
Lene Buhl kom også ind på de overståede overenskomstforhandlinger på det kommunale og regionale område, og hun glædede sig over resultatet, der sikrer reallønnen.
- Vi udvekslede krav med arbejdsgiverne lige efter nytår. Den økonomiske ramme var meget smal, sagde de med henvisning til Corona. Det udfordrede vi arbejdsgiverne på. Vores udgangspunkt var, at vores medlemmer som minimum skulle kunne beholde deres købekraft for lønkronerne – og der skulle også gerne være lønudvikling ud over det. Lønudvikling er nemlig vigtig, når man som offentlige sektor er afhængig af at kunne tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere og skabe attraktive arbejdspladser, forklarede hun.
Formand genvalgt
På generalforsamlingen blev Lene Buhl genvalgt som formand for HK Kommunal MidtVest for to år. Der var også genvalg til næstformand Lene Rasmussen (et år).
Til bestyrelsen blev også valgt: Hanne Engsted, Karina Sørensen, Kirsten Larsen og Lena Smed (genvalgt for to år) samt Morten Bæk (nyvalgt for to år) og Claus Bech Clausen, Jette Skovbjerg, Mette Skjødt og Mona Anker (genvalgt for et år) samt første suppleant Henrik Hansen og anden suppleant Charlotte Sørensen (valgt for et år).
Se højdepunkterne fra beretningen: