17 medlemmer deltog i generalforsamlingen, som foregik virtuelt som følge af Corona-pandemien.

 

- Alt for mange unge bliver udsat for chikane fra kunder, når de er på arbejde bag kassen i butikkerne. Det kan være en rigtig voldsom oplevelse at blive truet, chikaneret eller skældt ud af vrede kunder. Og når man er ung og helt ny på arbejdsmarkedet, kan det give ar på sjælen, hvis der ikke bliver taget ordentligt hånd om problemet, sagde formand Susanne Sommerlund i sin mundtlige beretning.

 

- Der er ikke noget, vi i HK hellere vil, end hjælpe det unge menneske, som kommer ind på kontoret med sin mor/far og forklarer, at vedkommende ikke har fået løn, er blevet udsat for chikane eller røveri eller bliver snydt for timer og har behov for hjælp. Har du som forælder overvejet, om dit unge menneske skal være medlem af en fagforening, spurgte hun.

Susanne Sommerlund på talerstolen ved generalforsamlingen.

Det store mødelokale i HK-Huset i Herning var, fordi generalforsamlingen foregik virtuelt, omdannet til det, der lignede et tv-studie.

 

Brug din lokale butik

Susanne Sommerlund kom også ind på følgerne af Corona og den øgede nethandel.

 

- Når man går rundt i gågaderne og centrene i det midt- og vestjyske, ser man ofte den ene tomme butik efter den anden. Og Corona-pandemien og Corona-restriktionerne har ikke gjort det nemmere for vores lokale butikker at overleve. Mange danskere har nemlig brugt deres penge på nethandel. Og desværre ikke på den danske nethandel, sagde hun.

 

- Det kan selvfølgelig ikke undgå at få konsekvenser for både ansatte og virksomheder, men også statskassen bliver ramt. For hver gang, danskerne lægger 100 kroner i en e-butik, ryger 25 kroner til udlandet. Og når e-butikken befinder sig inden for EU’s grænser, går statskassen og dermed danskerne glip af momsen, fortsatte hun.

 

- Det er dig som forbruger, der bestemmer, hvordan udviklingen skal være i din by. Så vil du have lokale butikker i morgen, så brug dem i dag, opfordrede hun.

 

Susanne Sommerlund roste i øvrigt medlemmerne for indsatsen under Corona-pandemien, både frontmedarbejderne i detailhandlen og på lagrene, der er mødt ind hver dag, og de kontoransatte, der har måttet arbejde hjemme.

 

- Tak til alle I hverdagens helte inden for handelsområdet, der uanset, hvilke vilkår I er blevet budt under Corona-pandemien, har kørt på med krum hals, sagde hun.

 

Formand genvalgt

På generalforsamlingen blev Susanne Sommerlund genvalgt som formand for HK Handel MidtVest for to år.

 

Nanna Svendsen blev valgt som ny næstformand som afløser for Susanne Lunde Andersen, som trådte ud af bestyrelsen i september 2019. Nanna har været konstitueret næstformand.

 

Til bestyrelsen blev også valgt Liselotte Børsting, Gurij Pedersen, Ulla Larsen og Maj-Britt Dalsgaard (valgt for to år) og Peder Stage Knudsen, René Justesen, Pernille Buur Kunz og Jesper Lykke Andersen (valgt for et år) samt første suppleant Karina Storgaard Hansen og anden suppleant Kristen Tange Mortensen (valgt for et år). 

 

Se højdepunkterne fra beretningen

 

Artiklen er opdateret 23. marts 2021

Du har indflydelse som medlem

Din mening tæller, for vi er din og alle de andre medlemmers fagforening. Derfor kan du stemme til generalforsamlinger – ligesom du til hverdag kan få indflydelse via vores repræsentanter på både skoler og arbejdspladser. HK er nemlig et fællesskab, hvor alle har en stemme.