- Det kan godt være, der stadig er Corona, men jobmarkedet sprudler, lyder det fra Lone Bjørnkjær, der er jobformidler i HK MidtVest.
Lone Bjørnkjær har i øjeblikket 24 jobordrer fra arbejdsgivere liggende. Det er det dobbelte af, hvad hun plejer.
Det er både offentlige og private virksomheder, der ønsker at benytte HK’s rekrutteringstilbud til medlemmer og arbejdsgivere. Når virksomhederne afgiver en jobordre, går Lone Bjørnkjær i gang med at se, om der er egnede kandidater til de ledige stillinger blandt de mange HK’ere, der har lagt deres CV ind i jobbørsen. I gennemsnit får over 1.100 HK'ere nyt job via HK JobBørs hvert år.
Og der er flere og flere, som vælger at lægge deres CV ind i jobbørsen. Mens antallet af CV’er fra ledige medlemmer falder i HK JobBørs MidtVest, fordi de får job, er der siden 1. januar i år sket en stigning på ca. 30 procent i antallet af CV’er fra medlemmer i arbejde.
- Nogle sidder måske i job, som de synes ikke er så sikre, mens andre har brugt Corona-krisen til at tænke over deres jobsituation og fundet ud af, at de gerne vil prøve noget andet, forklarer Lone Bjørnkjær.
Lone Bjørnkjær, jobformidler i HK MidtVest.
Velkvalificerede kandidater
- Der er altså mange velkvalificerede kandidater for virksomhederne at komme i kontakt med, lyder det fra Marianne Køpke, afdelingsformand for HK MidtVest, der glæder sig over det stigende antal henvendelser fra arbejdsgivere.
- Der er grund til optimisme. Selv om der er virksomheder, som har måttet afskedige under Corona-krisen, så er der altså også virksomheder, der ønsker at ansætte, siger hun.
Marianne Køpke, afdelingsformand for HK MidtVest.
Godt samarbejde
Jobformidler Lone Bjørnkjær leder i øjeblikket efter bogholdere, lagerfolk, administrative sagsbehandlere, regnskabs- og økonomimedarbejdere og butiksmedarbejdere til ledige stillinger.
Blandt andet skal ATP i Holstebro bruge medarbejdere til en ny afdeling for tidlig pension. Den nye skattestyrelse, som åbner i Viborg, leder også efter ansatte. Det samme gør Skattestyrelsen i Skive og Gældsstyrelsen i Ringkøbing.
HK JobBørs MidtVest har tidligere hjulpet både skattevæsen og politi med at tiltrække HK’ere til ledige stillinger.
Se mere om HK JobBørs og meld dig til her