- Jeg var i tvivl, om jeg skulle over i en anden boldgade end kontor, og jeg fik hjælp til at opveje fordele og ulemper, fortæller 46-årige Louise, der bor i den lille by Syd Tødsø udenfor Nykøbing Mors.
Se video med Louise:
Fritstillet efter karrierespring
Louise er uddannet kontorassistent med speciale i regnskab og revision og har i mange år arbejdet som administrativ medarbejder.
Efter 12 år hos Morsø Landbrugsskole, EUC Nordvest, fik hun lyst til at prøve noget nyt og blev 1. januar 2021 indkøber hos A-Sport i Skive.
Men jobbet viste sig ikke at være hende, og efter at være blevet fritstillet valgte hun at tage en karrieresnak med Hanne Lund-Nielsen, der er karrierevejleder hos HK MidtVest.
Virtuel karrieresamtale
Samtalen foregik virtuelt over Teams ved computeren hjemme i villaen i Syd Tødsø, så Louise ikke skulle bruge tid på transport.
- Det var meget nemt og fungerede rigtigt godt, beretter hun.
- Vi startede med at gennemgå en ansøgning og mit CV, og Hanne Lund-Nielsen kom med nogle idéer til, hvad jeg kunne gøre anderledes. Det handlede om lave et mere overskueligt og kortere CV, og hvordan jeg kan se ind i stillingsopslaget og bruge det, når jeg skal lave en ansøgning.
- Hun spurgte også, om jeg havde mod på at tage ud til nogle af de virksomheder, jeg søger job hos, og det har jeg faktisk gjort i et enkelt tilfælde, hvor jeg ringede og spurgte, om jeg måtte komme forbi. Det havde jeg ikke gjort, hvis hun ikke havde sagt det til mig.
- Jeg fik også nogle fif til, hvordan jeg kan bruge Jobnet mere aktivt som jobsøgende, fortæller Louise.
Klogere på fremtiden
Louise havde også en snak med Hanne Lund-Nielsen om fremtidsmulighederne, og hvilken vej hun skal gå jobmæssigt.
- Jeg har ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle – søge job indenfor kontor eller gå over i noget nyt? Men efter at have listet fordele og ulemper op og opvejet dem mod hinanden har jeg besluttet at gå kontorvejen, fortæller hun.
- Jeg kan rigtigt godt lide at have kontakt med mennesker, som man har det på en skole eller i en reception eller anden form for borgerkontakt. Jeg kan godt lide, at der sker noget, at opgaverne veksler, og det giver mig en glæde ikke bare at sidde foran en skærm, fra jeg møder ind, til jeg går hjem. Så det er den type job, jeg nu søger, forklarer hun.
- Hanne Lund-Nielsen er utrolig god til at sætte skub i nogle ting og nogle tanker, og jeg kan kun råde andre til at booke en karrieresamtale, siger hun.
Se mere om mulighederne for personlig sparring på dit arbejdsliv
Book en karrieresnak med Hanne Lund-Nielsen
Du kan også ringe til Karrieretelefonen