illustration af en orange hjerne - hen over den er skrevet "STRESS" og små lyn skyder ud

Illustration: Tone Thoresen

Hanne Rønning har været arbejdsmiljørepræsentant i otte år og arbejder i Coops kundeservicecenter, hvor hun til dagligt besvarer opkald fra kunder, der enten har spørgsmål eller ønsker at reklamere en vare. Hanne har haft stress tæt inde på livet i en periode, hvor både hun selv og et par kolleger var ramt.


Hanne Rønning er arbejdsmiljørepræsentant i Coop. Foto: Simon Klein Knudsen.

Hvad udløser stress på din arbejdsplads?

Hos os har det primært været ledelsesmæssige udfordringer, der har udløst stress, men det kan også være det ubehag, der er forbundet med at modtage opkald fra utilfredse kunder, som skælder ud i telefonen. Jeg blev selv ramt af stress for nogle år tilbage. Min stress blev udløst af, at mine arbejdsopgaver blev taget fra mig og givet til en kollega uden nogen god forklaring. Det gjorde mig usikker på min jobsituation, og jeg begyndte at lukke mig mere og mere ind i mig selv. Jeg mente selv dengang, at jeg sagtens kunne håndtere det, men da jeg fik tinnitus og tog mig selv i at græde næsten dagligt, vidste jeg, at det stod galt til. Min chef opdagede, at jeg havde det skidt, og valgte at sende mig hjem på en uges sygemelding. Men en uge var langt fra nok. Jeg var sygemeldt i knap fire måneder, og da jeg kom retur på arbejde, gik der tre måneder, før jeg var i stand til at arbejde fuldtid igen.

Hvad kan du gøre som arbejdsmiljørepræsentant for at forebygge stress?

Efter selv at have oplevet at stå i situationen, har jeg fået en forståelse for, hvad der sker med en, når man er stresset. Det gælder om som AMR at være i øjenhøjde med sine kollegaer og skabe relationer – også til andre en dem, du normalt snakker med. Sørg for at sætte dig sammen med forskellige kolleger i kantinen, så du kommer tættere ind på livet af dem. Ved at lære dine kolleger bedre at kende kan du hurtigere spotte, hvis en af dem ændrer adfærd. Det kan være svært at vurdere, om den ændrede adfærd skyldes stress, men vær ikke bange for at spørge ind til, hvordan din kollega har det.

Hvad er dit bedste råd til dine kolleger, hvis de vil undgå stress?

Er du først blevet ramt, kan det tage lang tid at komme tilbage. Lyt til dig selv, så du kan nå at handle i tide. Sæt dig ind i, hvordan du spotter symptomerne på stress hos dig selv, og kig på, om der er noget i din hverdag, du kan ændre for at forebygge det. Er der f.eks. mulighed for at ændre på dine arbejdsgange, så du ikke føler samme pres, eller er der nogle konkrete værktøjer, du mangler, for at løse dine opgaver? Hos os kan et konkret værktøj f.eks. være et kursus i samtaleteknik, så du lærer at få ro på utilfredse kunder. I den forbindelse så husk på, at det ikke er personligt, når kunderne er utilfredse – du passer jo bare dit arbejde inden for de rammer, der er givet dig.

Tillidsvalgt: Du har en vigtig rolle

Som arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentant er du ofte den første, der opdager, når en kollega har det svært. HK Handel sætter fokus på stress og dit arbejde som tillidsvalgt med en række artikler og en stor konference til foråret. Meld dig til nedenfor, og læs mere her: 

Tillidsrepræsentant Jan Eshøj, Coop: Det bliver dyrt i længden, når kollegerne er presset 
Arbejdsmiljørepræsentant Helle Bech, Salling Group: Det er de pligtopfyldende, som lægger sig syge
Tre AMR fortæller: Dine kolleger skal gå mere op i arbejdsmiljø

Konference om stress: Meld dig til nu

Vær med, når vi sætter fokus på stress på arbejdspladserne og dit arbejde som tillidsvalgt. HKs medlemmer oplever i stigende grad stress i arbejdslivet, og det er NU vi skal handle - politisk og på arbejdspladserne, og du skal være med. 

Sæt kryds i kalenderen d. 28. april 2022, og meld dig til allerede nu.