Jette Kristensen er blevet ansat i helt ny branche. Arkivfoto Lisbeth Holten.
Allerede den første uge Jette Kristensen var ansat, var hun en tur med personalebussen fra Virum til Novo Nordisk ’productionssite’ i Kalundborg. Området dækker i dag et areal på 1,2 millioner kvadratmeter – eller 168 fodboldbaner – men indenfor de næste 5 år investerer medicinalvirksomheden 17 milliarder kroner i en udvidelse af produktionsfaciliteterne. Et projekt, 63-årige Jette Kristensen 1. marts blev ansat som senior projektassistent på hos ingeniørvirksomheden NNE.
- Det er helt vildt at komme ind og være en del af sådan et projekt. Og sjovt at stå og se på den kæmpe mark, hvor skurbyen, der skal huse alle, der er tilknyttet projektet, er ved at tage form, siger Jette Kristensen.
Selvom det er kun er knap fire måneder siden, hun startede i NNE, er hun i dag allerede rykket videre til et nyt - og endnu ikke offentliggjort - udviklingsprojekt (derfor kan hun heller ikke sige mere på nuværende tidspunkt), da der opstod en mulighed, hvor hendes leder mente, at hendes kompetencer kan komme endnu bedre i spil.
- Det er virkelig fedt. Det er en stilling, hvor jeg virkelig får brugt de alsidige kompetencer, jeg har med mig fra tidligere. Og så er det rigtig sjovt at være med helt fra begyndelsen, siger Jette Kristensen.
- Det er virkelig et job, hvor tingene går stærkt. Det er lige før, at tingene nogle gange allerede er forældede, inden jeg når at hente dem i printeren, griner Jette Kristensen.
Tidligere kollega så Jette i tv
Selvom jobjagten nu er endt lykkeligt for Jette Kristensen, og hun kan tilføje endnu en eftertragtet virksomhed på sit cv, så har jagten været væsentligt længere og langt vanskeligere, end hun havde forudset, da hun blev ledig for mere end to år siden.
Det seneste halve års tid har der været stort fokus på aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet herhjemme. Historier om ledige +55-årige, der ikke engang bliver kaldt til jobsamtaler, har været mange, ligesom tallene for langtidsledige over 55 år taler deres tydelige sprog. Derfor indgik regeringen, fagforeningerne og arbejdsgiverne også i efteråret 2021 en trepartsaftale, der blandt andet gør det forbudt for arbejdsgivere at screene jobansøgere på baggrund af alder.
Læs også: Jette har kastet sig ud i en tilværelse som selvstændig med to vikarjobs
I den forbindelse stod Jette Kristensen i efteråret 2021 frem og fortalte om sine oplevelser til blandt andet HK Privatbladet, Ugebladet SØNDAG og senest i Go’ Aften Live. Dengang havde hun lige kastet sig ud i en tilværelse som selvstændig i kombination med to vikarjobs for at få det hele til at løbe rundt økonomisk.
Netop hendes åbenhed blev vejen til det job, hun nu har landet i NNE. En tidligere kollega så Jette i udsendelsen på TV 2 og kontaktede hende og sagde, at de godt kunne bruge en som hende i NNE. Jette Kristensen skyndte sig derfor at sende sit cv og blev hurtigt herefter kaldt til samtale.
- Jeg havde forberedt mig på samtalen, som jeg altid gør, men blev alligevel overrasket over at møde to voksne kvinder som mig selv. Det var tydeligt, at samtalen mest af alt gik ud på at tjekke, om kemien var der, og om jeg passede ind i teamet, siger Jette Kristensen.
Mindre en halvanden time efter samtalen var slut, ringede de og tilbød hende jobbet.
- De sagde, de allerede godt vidste det, da jeg gik ud, men de ville lige lade mig komme hjem først, inden de ringede, ler Jette og fortæller, at hun modtog hun sin kontrakt allerede samme eftermiddag.
- Både i mit team og når jeg går rundt på kontorerne, kan jeg se, at det ikke kun gælder mig, men at diversitet generelt er noget, der bliver vægtet højt, både hvad angår alder, men også etnicitet, uddannelse og så videre, siger hun.
Ny trepartsaftale skal sikre flere seniorer på arbejdsmarkedet
Jette kan trække på erfaring fra tidligere jobs
Jette Kristensen har aldrig arbejdet indenfor ingeniør- eller medicinalbranchen før. Det tekniske kunne hun derfor ikke byde ind med. Til gengæld kunne de hos NNE se, at hendes personlighed sammen med hendes mangeårige erfaring indenfor projektkoordinering og planlægning gør, at hun fint vil kunne gribe de mange bolde, som bliver smidt op i luften.
- Jeg har den her ’Pippi-tilgang’ om, at ”det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Det er fedt at opleve, at de også tror på mig og har en forventning om, at jeg kan, siger Jette Kristensen.
Læs også: Trods 340 ansøgninger har 62-årige Lene endnu ikke fået et job
https://www.hk.dk/aktuelt/nyheder/2021/10/25/340-ansoegninger-3-samtaler-0-job
Da HK Privatbladet i efteråret talte med Jette Kristensen, havde hun skulle lære 14 nye it-systemer i forbindelse med sine vikarjobs alene i 2021. Dertil kan nu lægges et par stykker mere, ligesom hun nu skal lære en helt nye branche at kende - og nåh ja, så foregår alt i NNE på engelsk. Noget, Jette Kristensen heller ikke i så udpræget grad har prøvet før i sin karriere. Og så har hun allerede i løbet af de første måneder skiftet projekt og afdeling.
Hun er derfor heller ikke bleg for at sige, at læringskurven har føltes særdeles stejl. Og tempoet har været højt. Allerede på dag to havde hun 18 indkaldelser til møder i indbakken.
- Jeg er nødt til at spørge, ellers bliver jeg hægtet af - og det har altså ikke noget med min alder at gøre, understreger hun.
- Det er netop vigtigt at huske, at bare fordi man har nået en vis alder, er der stadig masser at lære. Man skal aldrig være bange for at lære - og lære nyt, siger hun.
Jette Kristensens ansættelse løber foreløbig et år. Men det nye projekt, hun nu er projektassistent på, løber mange år ind i fremtiden. Hvis Jette Kristensen ”gør sit arbejde ordentligt”, som hun formulerer det, er der derfor også stor mulighed for, at hun får sin kontrakt forlænget.
Læs også: Langtidsledigheden blandt HK Privat-medlemmer, der er +55 år, er fortsat tårnhøj
Skab din egen fortælling
En af Jette Kristensens vigtigste erkendelser i den jobsøgningsproces, hun har været igennem, er, at man skal se på sin samlede vifte af kompetencer, og hvor de kan bringes i spil.
- Man skal turde kigge nye veje og prøve noget nyt, også selvom man måske ikke har 15 år tilbage i det job.
- Hvem har i øvrigt det i dag, spørger hun retorisk.
Og så skal man tude ”stå frem” og fortælle, at man er jobsøgende. For Jette Kristensen endte det med også at blive i medierne. Men det betyder bestemt ikke, at det er det, alle skal. Det kan også være på sociale medier og i sit netværk.
- Man ved aldrig, om der er en i netværket, der selv lige har skiftet job og lige står og mangler en. Hvis du hele tiden sikrer dig, at folk ser dig, så er chancen noget større, end hvis du blot sender to ansøgninger om ugen, siger hun.
Læs også: Langtidsledigheden blandt HK Privat-medlemmer, der er +55 år, er fortsat tårnhøj
Og så er der Jette Kristensens sidste og måske væsentligste pointe; nemlig selv at tage styringen over sin situation og derigennem skabe sin egen fortælling.
- Det har været helt essentielt for mig ikke at fremstå som et offer. Mange på 50+ falder ofte ind i et ’offer-narrativ’ om, ”at jeg har sendt hundredvis af ansøgninger, men ingen vil have mig”. I stedet har det været vigtigt for mig at turde være i situationen og bruge det til at vise mine styrker, siger hun.
- Jeg har kun fået fantastisk positive kommentarer med på vejen. Så tør man stå frem, så gør det også, at folk ser en. Jeg ved, at mange har tænkt ”hun er sgu da modig” - og det har vist sig kun at være til min fordel.
Læs om Jette Kristensens årelange jobsøgning i HK Privatbladet nr. 7-22