Manja Vang er ordbling, men har alligevel klaret sig godt på sin uddannelse til administrationsbachelor. Hun har været bevidst om det og har taget imod de hjælpemidler, hun har fået tilbudt. Og så har hun været åben om det både på studiet og i sin praktiktid på Christiansborg. Foto: Tom Ingvardsen

21-årige Manja Vang er den yngste på sin årgang af administrationsbachelorer. Hun startede som 18-årig på UCL i Odense og var lidt pinligt berørt, når hun som den eneste i studiestartsperioden ikke kunne komme ind på byens diskoteker, hvor man ofte skulle være 21 år. Men det gik alligevel, og i stedet for de alderskrævende diskoteker fandt Manja Vang og hendes klasse i stedet alternativer på byens værtshuse.

- Jeg var overrasket over den store aldersspredning, der var på studiet. Jeg var den yngste på 18 år, den ældste var omkring 45 år, og så var der en masse derimellem. Det var heldigvis ikke noget, jeg tænkte over:

- Der var dog en enkelt gang, hvor vi havde fået en caseopgave om, hvordan man kunne få unge til at ryge mindre. Et af løsningsforslagene gik på at ulovliggøre cigaretter for unge under 21 år, da det først var der, ens frontallapper var fuldt udviklede. Der følte jeg, at min unge alder var et problem og skabte en unødig kløft mellem mig og de andre studerende. Jeg tror ikke, at det var deres mening, men jeg følte mig alligevel truffet. Ellers har jeg aldrig oplevet, at min alder har været et problem, fortæller Manja Vang.

 

Jeg er blevet positivt overrasket over, hvor stor forskel der er på os studerende, og hvordan vi alligevel kan spille hinanden gode.
- Manja Vang, administrationsbachelor-studerende

 

Fandt sammenhold i udvalg

Og hvad der måske manglede af erfaring, lige da hun startede på uddannelsen, har hun i høj grad fået indhentet siden.

- Jeg havde forventet, at mine medstuderende var mere opsøgende socialt, men fordi vi var så forskellige steder i livet, var det ikke alle, der havde brug for den sociale del. Derfor var jeg selv ret opsøgende og engagerede mig i flere forskellige udvalg både på min egen uddannelse, på tværs af uddannelsen og på tværs af forskellige uddannelser og geografi. Det har været meget givende, forklarer hun og tilføjer, at man ikke behøver at være partipolitisk aktiv på nogen måder.

- Det handler om dig og din egen uddannelse. Og vi skal som studerende bruge hinanden mere. Der er en kæmpe sammenhæng mellem trivsel og gennemførelse, derfor skal man omgås med mennesker, man har lyst til at se hver dag, slår hun fast.

Har allerede fået fast job

I dag færdes Manja Vang på Christiansborgs bonede gulve, hvor hun det seneste semester har været i praktik i Venstres folketingsgruppe. Her har hendes engagement også skinnet igennem, og hun har – på trods af at hun ikke er helt færdigt med studiet – allerede fået fastansættelse som politisk medarbejder for Bertel Haarder.

- Jeg skal være en form for PA (personlig assistent, red.), hvor jeg er ansat som medarbejder for Bertel Haarder.

Min opgave er at assistere ham i det politiske arbejde, til møder og lovbehandlinger, styre hans kalender og hjælpe med hans mailboks osv.

Når hun her i slutningen af sin studietid tænker tilbage, fortryder hun bestemt ikke sit studievalg.

- Vi har haft nogle super kompetente undervisere, og jeg er blevet positivt overrasket over, hvor stor forskel, der er på os studerende, og hvordan vi alligevel kan spille hinanden gode. Der er kæmpe forskel på, hvad vi interesserer os for, og hvad vi vil bruge uddannelsen til. Der er rigtig mange muligheder.

 

gode råd

Manjas råd til nye studerende

Vær nysgerrig på andre. Både dine undervisere og dine medstuderende. Alle, der starter et nyt sted, er skidehamrende nervøse. Hvis der er én, der tør stå frem og sige “Jeg hedder …”, “Jeg har lavet det her, hvad med dig?” Så er det meget nemmere at få gang i snakken. Og så husk på, at stort set alle har gode intentioner. Du kan nok ikke undgå at møde mennesker, der ikke lige er din kop te – men vær åben alligevel.

 

Andre er også nye på uddannelsesmarkedet:

kontorelev: Ta' det som det kommer

Sundhedsadministrativ koordinator: Stol på, at der er en mening med det hele

Få gode råd fra en elev-/uddannelseskoordinator:

Vær åben og nysgerrig