- Selvom det kunne virke uoverskueligt i starten, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg kunne en masse ting i forvejen og meget faldt mig let, forklarer Julia Nielsen. Foto: Michael Drost-Hansen
Nu kan du komme med
Billet, hotel og transport er betalt - du skal bare tilmelde dig her.
Solen skinnede, det var varmt, og Julia Nielsen havde sin blå blomstrede kjole på og masser af sommerfugle i maven, da hun for to år siden trådte ind i jobcentret i Haderslev Kommune. Hun var ny elev og havde på én og samme gang masser af forventninger og samtidig nærmest ingen.
- Jeg må indrømme, at jeg ikke helt vidste, hvad jeg gik ind til. Jeg var træt af arbejdstiderne i Matas og manglede noget meningsfuldt i mit arbejde. Så jeg prøvede lykken og søgte kun den ene elevplads i Haderslev Kommune, og heldigvis fik jeg den. Men jeg vidste faktisk ikke helt præcist, hvad jeg skulle lave, fortæller 30-årige Julia Nielsen.
Nu har hun netop afsluttet sin elevtid og er blæst bagover af alt det, hun har lært og alle de positive overraskelser, hun har fået undervejs i sin elevtid.
- Det er gået over al forventning, jeg er blevet mødt af anerkendelse, gode kolleger og muligheder, jeg ikke vidste, jeg havde, forklarer hun og tilføjer, at hun blandt andet er blevet en del af HK Kommunals landsdækkende elevudvalg.
Jeg følte mig meget velkommen. Der var lavet en plads til mig og en plan for, hvad jeg skulle lære de næste to år.
Bombet med indtryk
Julia Nielsen, der nu kan kalde sig assistent med speciale i offentlig administration, husker udmærket sin allerførste dag som elev i Haderslev Kommune. Hun var med egne et ord et “shaky” sted i sit liv, for hun skulle i hvert fald ikke længere arbejde i butik – men hvad skulle hun så? Nu skulle hun så starte som elev og var spændt – både over hvad der skulle ske, og hvem hun skulle arbejde sammen med.
- Vi mødtes til morgenmad med de nye elever, uddannelseschefen og den uddannelsesansvarlige. Det var en god måde at få hilst på hinanden på. Og jeg kunne da godt mærke, at jeg var træt og bombet med informationer den første dag, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg følte mig meget velkommen. Der var lavet en plads til mig og en plan for, hvad jeg skulle lære de næste to år.
Tjekliste gav tryghed
For Julia Nielsen gav det en god tryghed at vide, hvad der blev forventet af hende de næste to år. Hendes elevansvarlige havde en tjekliste, som de gennemgik, så hun allerede fra start fik et overblik og en idé om, hvad hun skulle lære.
- Først må jeg da indrømme, at jeg tænkte “Wauw skal jeg kunne nå alt det her”. Men det har slet ikke været så slemt, og nogle af tingene f.eks. borgerkontakt, har faldet mig utrolig nemt, fordi jeg har været vant til kunder fra butikken.
Netop borgerkontakten er noget af det, Julia Nielsen allerbedst kan lide ved sit job. Hun oplever, at arbejdet giver mening, når hun kan hjælpe nogen, når hun får talt en frustreret borger ned eller vurderer, at en syg borger skal have førtidspension, og hun på den måde kan gøre en forskel i andre liv.
- Jeg drømmer om at få lov at blive i jobcentret. Jeg er tryg her, og jeg kan se mange muligheder for udvikling. På længere sigt er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skal læse videre til socialformidler. Jeg kan godt lide den tætte borgerkontakt, og især når man kan kombinere den med det administrative.
Julias råd til nye elever
Andre er også nye på uddannelsesmarkedet:
Sundhedsadministrativ koordinator: Stol på, at der er en mening med det hele
Administrationsbachelor: Husk, at alle de andre også er nervøse