Kvinde med hue og vanter på kontor med dæmpet belysning

Regeringen har lavet nye tiltag i forbindelse med de stigende energipriser og Ruslands stop for gas til Europa. Derfor skal der nu spares på energien i det offentlige. Arkivfoto: Mostphotos.com. 

Det har længe været undervejs, men nu har regeringen meldt ud, hvordan vinterens mulige forsyningsproblemer skal imødegås.

- Vores forsyningssituation er mere usikker, og vi igangsætter nu flere konkrete initiativer for at spare på energien i det offentlige, siger klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen, i en pressemeddelelse.

Det sker bl.a. ved en række tiltag, der især vil få betydning for medarbejdere på rådhusene, i skolerne og i andre offentlige bygninger.

- Vi kan nok alle klare at tage en ekstra trøje på, men vi skal ikke meget under 19 grader, før det bliver uacceptabelt. Arbejdsmiljøloven skal overholdes, og her går grænsen ved stillesiddende arbejde, siger HK Kommunals næstformand, Pia Lund Jeppesen, som opfordrer til, at man tager fat i sin arbejdsmiljørepræsentant, hvis der er tvivl om temperaturerne eller indeklimaet på kontoret.

Ved stillesiddende arbejde vil 18-19 grader føles koldt for mange, og det skal virksomheden reagere på.

- Mennesker oplever temperatur forskelligt. Hvis der er ansatte, som fryser på grund af temperatursænkningen, vil arbejdsgiveren skulle se på, om det er muligt at indføre forebyggende foranstaltninger, siger arbejdsmiljøkonsulent i HK Kommunal, Karen Brøndsholm.

Fakta

Her er de nye tiltag

  • Temperaturen i offentlige bygninger skal senest den 1. oktober sænkes til 19 grader. Det er 2-3 grader under normaltemperaturen.
  • Fyringssæsonen i offentlige bygninger forkortes, så man fremover først tænder for varmen, når temperaturen falder til under 19 grader.
  • Al unødvendig udendørs nattebelysning bliver slukket.
  • Der kan være lokale eller juridiske forhold, der gør, at der kan foretages undtagelser, f.eks. på sygehuse, daginstitutioner , ældrepleje mv. 

Kilde: DR.dk og KEFM.dk


Delte meninger blandt dem, det rammer

På Facebook er der både opbakning og skepsis blandt HK Kommunals medlemmer. Mange er bekymrede for at skulle arbejde i bygninger, der i forvejen bliver oplevet som kolde om vinteren, mens andre opfordrer til, at man får husket en ekstra trøje, får rørt sig i løbet af dagen, eller får mulighed for at arbejde mere hjemmefra.

 

Sparetips: Det kan du selv gøre på arbejdspladsen

  • Sluk for pc, skærme og lys, når du går hjem
  • Hold døre mellem rum med forskellige temperaturer lukkede
  • Brug mindre varmt vand, når du vasker hænder
  • Sæt opvaskemaskinen på et program med en temperatur på max 50 grader
  • Følg med i, hvornår strømmen er billigst

Kilde: Sparenergi.dk

Andre nyheder om dit arbejdsmiljø 

Husk, at ingen kan tåle travlhed hele tiden

Tag hånd om medarbejderne i jobcentrene

Lug ud i reglerne, og lad medarbejderne bruge deres faglighed