Foto Jacob Lund Photography

Arbejdsglæde og trivsel på de danske arbejdspladser er meget vigtigere for produktivitet og effektivitet end nok så mange nedlagte fridage. Foto: Jacob Lund Photography

Mange danske arbejdstagere har de seneste måneder undret sig over den nye SVM-regerings mantra om, at danskerne skal arbejde mere. En af de årlige fridage skal nedlægges, seniorpension skal være sværere at opnå, de unge skal tvinges hurtigere gennem universiteterne, og dagpengesatsen til dimittender skal beskæres.

Samtidig viser undersøgelser, at det er et stort ønske for danskerne, at arbejdet ikke skal fylde det hele. To ud af tre HK-ansatte ved de statslige arbejdspladser angiver fx, at de er klar til en 4-dagesuge med nedsat arbejdstid.

LÆS OGSÅ: TEMA: Fleksibilitet i arbejdslivet

Netop den type modeller har vist sig at skabe større effektivitet, arbejdsglæde og bedre produktivitet. Og modeller med et fleksibelt arbejdsliv gør det samtidig lettere for arbejdsgiverne at finde den ønskede arbejdskraft.

Stigende produktivitet ved færre timer

Den læring har fået Alternativet til at gå andre veje end regeringen. Det grønne parti vil have danskerne til at arbejde mindre – men mere effektivt – og de statslige arbejdspladser vil ifølge partiet være velegnede til at afprøve modellen først:

- Det ligner, at et af svarene på den manglende arbejdskraft faktisk er at sætte arbejdstiden ned. (…) Det er utroligt spændende, at der er nogle forsøg, der indikerer højere produktivitet ved at sætte arbejdstiden ned – ikke på grund af pres og stress, men det modsatte: afstresning og arbejdsglæde, siger Alternativets arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesordfører Torsten Gejl til A4 Aktuelt.

LÆS OGSÅ: Arbejdsglæde er altafgørende for danskerne

Alternativet er inspireret af nye forsøg med 4-dagesuge og andre modeller med nedsat arbejdstid i nye rammer, som har vist sig effektive både i Danmark og i andre europæiske lande. Samlet set har forsøgene vist, at produktiviteten kan stige, mens de ansatte arbejder færre timer og oplever større trivsel og arbejdsglæde.

86 procent af de adspurgte virksomheder i et forsøg med 4-dagesuge i Storbritannien svarede fx, at de formentlig ville fortsætte med en 4-dages arbejdsuge efter undersøgelsen. Og halvdelen har oplevet en stigning i produktiviteten.

Stress koster Danmark dyrt

En omlægning af vores arbejdskultur til færre timer skal samtidig være et opgør med nogle af tidsrøverne, siger de konsulenter, der arbejder med 4-dagesugen. Nye strukturer skal sikre, at de daglige forstyrrelser skal bringes ned, mens mailkulturen strammes op, og mødekulturen lægges totalt om. Og der skal tænkes mere i at hæve kvaliteten ved at arbejde smartere – og fx udnytte de perioder, hvor den kognitive præstation er i top.

LÆS OGSÅ: 4-dagesuge bliver permanent i Odsherred

Samtidig kan danskerne måske slippe af med en af arbejdslivets svøber. Stress er stadig den største – og dyreste for samfundet med en million årlige fraværsdage – årsag til sygemeldinger på arbejdet. Og med det tiltagende arbejdspres, større krav om effektivitet og ønsker om øget produktivitet lagt på skuldrene af de ansatte, kan det danske samfund se frem mod endnu flere sygemeldinger som følge af stress. 


Næstformand i HK Stat Ulla Moth-Lund Christensen. Foto: Mikkel Østergaard

Danskernes arbejdstid har ikke været rørt siden 1990, hvor arbejdsmarkedets parter indførte en arbejdsuge på 37 timer. I den samme periode er den danske produktion blevet forøget i en stadigt stigende kurve til fordel for os alle – men især for bundlinjerne hos arbejdsgiverne. Det burde være på tide at sætte arbejdstiden ned, mener HK Stats næstformand.

”Det skal være sjovt at gå på arbejde”

Det skal ikke altid være sjovt at gå på arbejde, har statsministeren udtalt. Men er løsningen på problemet med at rekruttere den rette arbejdskraft til de stillinger, hvor samfundet og produktionshjulene har størst behov, at skære ned på trivsel og arbejdsglæde? I stedet bør vi i større grad dyrke den usynlige effektivitet, der opstår, når folk trives i et samarbejde med overskud og faktisk nyder at arbejde sammen? siger næstformand i HK Stat Ulla Moth-Lund Christensen.

LÆS OGSÅ: TEMA: Stress er ikke din egen skyld

Det behøver for næstformanden ikke handle om en fastlåst model med 4-dagesuge med 30 timers arbejdstid til samme løn som før. Der er flere måder at regulere ned i arbejdstiden på, så det både giver større trivsel og arbejdsglæde, øget effektivitet i arbejdsdagen og en anstændig løn til de ansatte.

- Jeg mener, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Det giver større arbejdsglæde og mere livsenergi. Det koster ikke noget at spørge kollegaen: ”Hvordan har du det?”. Vi er alle hinandens arbejdsmiljø, og hvis vi kerer os om hinanden, så vil det give mere arbejdsglæde og en øget effektivitet i arbejdsdagen. Det giver også et overskud i fritiden, så man ikke bare går hjem fredag eftermiddag, sætter sig i sofaen, og tænker på, hvordan man overlever næste uge. Jeg er overbevist om, at det ikke er meningen med livet, siger Ulla Moth-Lund Christensen.