Grafik med en der stemmer

Husk at bruge din ret til at stemme. 

OPDATERING: AFSTEMNINGEN ER SLUT. Se resultatet her.

Afstemningen om de største overenskomster i den private sektor er nu gået i gang og varer indtil d. 11. april kl. 23:59. Du kan læse om, hvad du skal stemme om her.

Hvis du er blandt dem, der kan stemme, vil du allerede have modtaget et link på mail og SMS, som du kan bruge til at stemme. Du kan også logge ind på MitHK og stemme der. Længere nede i artiklen kan du se, hvem der skal stemme senere.

Alle stemmer tæller

Hvis du gerne vil have indflydelse på de næste to år af dit arbejdsliv, er det vigtigt, at du stemmer. Du stemmer om overenskomsterne sammen med medlemmer fra en række forskellige fagforbund, bl.a. 3F, Dansk Metal og HK Privat.

Og selvom et flertal af HK Handels medlemmer stemmer ja, så bliver overenskomsten ikke vedtaget, hvis det totale flertal og mindst 25% af de stemmeberettigede medlemmer på det private område har stemt nej.

I HK Handel anbefaler vi et ja. Du kan læse mere om, hvorfor vores formand anbefaler et ja her. Du kan også læse hendes svar på tre kritiske spørgsmål om overenskomsten her.

Hvis det bliver et nej

Hvis der er stemt nej til de nye overenskomster, kommer der konflikt. Udbryder der konflikt, er der på papiret ingen slutdato for, hvor lang tid den kan vare. En konflikt har dog store samfundsmæssige konsekvenser. Derfor kan regeringen tvinge parterne til at stoppe konflikten med et såkaldt regeringsindgreb.

Det vil typisk betyde, at regeringen laver en lov, der bestemmer, hvordan overenskomsterne skal se ud, indtil der er nye forhandlinger. Læs mere her

Nogle skal stemme senere

Hvis du ikke har modtaget et link til afstemningen, så er det formentlig fordi, at du ikke skal stemme endnu. Nogle overenskomster har deres egen afstemning og bliver også forhandlet senere. Det gælder bl.a. for de ansatte i Coop (bortset fra Coop 365) og for ansatte på overenskomsten med Danske Slagtermestre.

Du kan læse, hvilke overenskomster, der mangler, her.