Hendes store engagement, initiativrigdom og popularitet blandt kollegerne var blot nogle af de positive egenskaber, der imponerede dommerpanelet i Årets elev-konkurrence, da de vurderede DKTV Anlægs indstilling af Frederikke Hedengran Hansen.

Den 23-årige Frederikke, der er kontorelev med speciale i administration, forventes at færdiggøre sin uddannelse i oktober i år.

Lasse Thorn og Frederikke Hedengran Hansen

 

Lasse Thorn, formand for HK Privat Sjælland, overrakte prisen som årets elev 2023 til Frederikke Hedengran Hansen.

Skulle bare være et sabbatår

Hun begyndte sin karriere i virksomheden, der specialiserer sig i nedgravning af rør og kabler, som 17-årig, hvor hun blev ansat til rengøringsopgaver. Efter gymnasiet fik hun job som kontorassistent.

- Jeg startede med at printe og makulere dokumenter, som skulle medbringes af medarbejderne ude i marken. Dengang havde vi ikke implementeret iPads, men efter de blev indført, begyndte jeg gradvist at involvere mig mere i IT-opgaver. Det skulle egentlig have været et sabbatår, men jeg trivedes virkelig med arbejdet, siger Frederikke.

Efter nogle år spurgte ledelsen Frederikke om hendes fremtidsplaner, da de gerne ville ansætte hende som kontorelev.

- Det var faktisk aldrig min plan at arbejde på et kontor. Men der er noget særligt ved DKTV Anlæg. Jeg har fantastiske kolleger og har haft nogle virkelig gode chefer, som har været med til at udvikle mig i en god retning. Det har virkelig vækket min interesse for, hvordan man driver en virksomhed, siger Frederikke.

Overraskelse af Frederikke Hedengran Hansen

 

Frederikke blev overrasket med prisen på DKTV Anlægs ugentlige morgenmøde. 

Vi er gode til at sætte pris på hinanden

I løbet af elevtiden har Frederikke arbejdet med et bredt spektrum af administrative opgaver, herunder økonomi, løn, HR, marketing og andre driftsrelaterede opgaver. Hun har også selv haft indflydelse, hvilke områder, der skulle fylde mest.

Til trods for sit store engagement i virksomheden, blev hun alligevel overrasket over at modtage prisen.

- Jeg er meget overrasket. Jeg havde ikke forventet det. Jeg er utrolig glad for at være her, så det er fantastisk, at de også værdsætter mig. Jeg synes netop, vi er rigtig gode til at sætte pris på hinanden her, siger Frederikke.