
Hvis du ikke har mulighed for at holde din 30 minutters selvbetalte pause, så skal du huske at gøre din chef opmærksom på det. Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen / DSB.
Når din daglige arbejdstid overstiger 5 timer, så har du som ansat på overenskomsten mellem DSB Service & Retail A/S og HK Handel krav på 30 minutters sammenhængende pause, og pausen kan ikke ligge i starten eller slutningen af din vagt. Det slår en ny kendelse fast.
Du kan finde din overenskomst her.
Kendelsen kom i en sag, som HK Handel har ført på vegne af et medlem, der arbejder i 7-Eleven på en af DSB’s stationer. Medlemmet kunne ikke holde pauser uforstyrret, fordi hun stod alene i butikken og dermed også var nødt til at stå til rådighed, når kunder kom ind. Alligevel blev hun trukket i løn for den halve times pause, som hun ifølge overenskomsten har krav på.
Påstanden fra hendes arbejdsgiver var, at hun i stedet for én sammenhængende pause kunne holde en række små pauser i løbet af sin arbejdsdag, men den holdt altså ikke i retten.