
Kevin vil komme med sine perspektiver som ung på arbejdsmarkedet. Han forventer, at man inkluderer nye stemmer godt og håber på, at alle synspunkter bliver respekteret, så vi kan få alle med i debatten om det gode arbejdsliv.
Kevin Vognstoft Kristensen debuterer til landsmødet d. 6.-7. april i Odense. Han er en 22-årig kontorelev hos Erhvervsskolernes Elevorganisation, og han mener, at landsmødet har godt af unge stemmer.
- Som ny på arbejdsmarkedet oplever jeg nogle andre problemstillinger, som man ikke står i, hvis man har været mange år på arbejdsmarkedet. Jeg er optaget af, hvordan man kommer ordentligt ind på en arbejdsplads som ung, og hvordan man samarbejder mellem generationerne.
Kevin Vognstoft ser frem til at byde ind med sine perspektiver.
- Hvordan forholder unge sig til arbejdstid? Vil man arbejde mere eller mindre? Selvom jeg nyder mit job, vil jeg hvert fald ikke arbejde mig selv til døden. Og sådan er der jo en del ting, som vi snakker om på en anden måde i dag, end man gjorde for 1-2 generationer siden.
Hemmelig håndbog
Kevin Vognstoft Kristensen forventer, at landsmødet kan rumme nye stemmer som hans, og at alle synspunkter bliver respekteret.
- Jeg håber, man er imødekommende over for nye og kan inddrage os, uden vi bliver sat af i tekniske processer. Så jeg regner ikke med, at man skal have en hemmelig håndbog fyldt med mærkelige forkortelser for at kunne være med. Altså det kan jo være svært som ny at komme ind, hvis man nu ikke ved, hvad TR eller AMR står for, hvis man nu ikke er inde i lingoen.
TR står for tillidsrepræsentant og AMR står for arbejdsmiljørepræsentant.
Men Kevin Vognstoft Kristensen kan være ganske rolig, der er ikke brug for nogen kodebog.
- Til landsmødet for ansatte i organisationer er vi meget opmærksomme på at få nye med. Så Kevin kan være ganske tryg, vi skal nok tage os godt af ham, lyder det fra formanden for Organisationsgruppen, Mette Julie Theilsborg.
Løsninger i rygsækken
Kevin Vognstoft Kristensen glæder sig til landsmødedebuten – både det faglige og det sociale.
- Jeg glæder mig til at snakke med alle mulige andre om, hvad de oplever af problemer eller løsninger i deres arbejdsliv.
- Den sparring er jo relevant at tage med videre. Hvis nogle har fået noget til at fungere godt, så har man jo det med i rygsækken for altid. Det er jo både hyggeligt og fagligt, afslutter Kevin Vognstoft Kristensen.
Artiklen er skrevet af Jacob Krag Linde, som er journalist i HK Privat.