Hvad lavede du før, du blev formand for HK Handel Sydjylland?

Jeg er i tidernes morgen udlært salgsassistent i en lille brugs. Herefter blev jeg ansat i Kvickly, hvor jeg varetog forskellige arbejdsområder, herunder kassemedarbejder og senere som ansvarlig for kundeservice, kiosk og kasselinje.

Det var også i den tid, jeg fik øjnene op for HK. Jeg har altid troet på vigtigheden i et stærkt fællesskab på arbejdspladserne og det var derfor naturligt for mig at være fagligt aktiv i både arbejdspladsklubben og senere som TR (tillidsrepræsentant).

 

Hvorfor blev du fagligt aktiv, og hvilke temaer brænder du allermest for?

Som sagt, har jeg altid troet på et stærkt fællesskab.

For, at vi sammen kan opnå et stærkt og robust fællesskab, kræver det, at den enkelte organiserer sig sammen med kollegaerne på arbejdspladsen. Det var også min drivkraft, da jeg i 2000 stillede op til bestyrelsen i HK Handel. Det tog mig på en faglig rejse, hvor jeg fik mulighed for at videreudvikle mig gennem TR - og bestyrelsesuddannelse, der resulterede i, at jeg kunne repræsentere mine kollegaer med den respekt og anerkendelse, de fortjener.

En af mine mærkesager er at sætte fokus på gode arbejdsvilkår for alle HK Handels medlemmer i både butikker, på lagre, på kontorer, og hvor de ellers måtte befinde sig. De fortjener som alle andre at blive behandlet ordentligt, når de hver dag går på arbejde for at yde deres bedste.

Jeg ved af erfaring, hvor stor en forskel både TR og AMR gør på en arbejdsplads. For at vi i fremtiden kan styrke og forbedre arbejdsmiljøet, skal vi som organisation stå klar til at understøtte de tillidsvalgte. Vi skal sikre, at de bliver uddannet i at repræsentere deres kollegaer, samt gøre en indsats for at endnu flere handelskollegaer finder interesse i tillidshvervet.

Jo flere, vi står sammen, jo mere kan vi sikre, at flere arbejdspladser bliver dækket af en overenskomst, hvor rammerne omkring løn og arbejdsvilkår er fastlagt. Vi ser i disse år en forandring i arbejdslivet. Jeg mener, det er vigtigt, at vi allerede nu skal sikre tryg- og ordentlighed i fremtidens arbejdsliv ved hjælp af overenskomster, hvor der er fokus på løn og arbejdsvilkår.

 

Hvorfor vil du gerne fortsætte som formand for HK Handel Sydjylland?

Der er rigtigt mange grunde til, at jeg gerne vil fortsætte som formand.

Vi er i en tid, hvor der sker mange forandringer, og udviklingen går stærkt - også på arbejdspladser.

Der kommer nye teknologier til, som kan være med til forbedre arbejdsmiljøet og sikre bedre  arbejdsvilkår.

De nye teknologier skal bruges med omtanke. Vi som organisation skal være med til at sikre, at disse ikke bliver misbrugt til ugunst for de ansatte. Det er et betydningsfuldt arbejde for mig.

Vi har et ansvar for at sikre de unges uddannelse, og at de får den bedste starte på arbejdslivet. Jeg vil kæmpe for, at deres uddannelser er tidssvarende og relevante. Vi skal sætte fokus på vigtigheden og respekten i at tage en erhvervsuddannelse. 

Som formand betyder det utroligt meget for mig at have en bestyrelse, der er bredt funderet og byder ind med deres forskellige erfaringer. Vi skal kunne se tingene fra mange perspektiver og varetage interesser for alle ansatte i butikker, på lagre og andre fag under HK Handel.

Det politiske arbejde er også vigtigt, for vi må jo erkende, at Christiansborg-politikerne ikke altid tænker sig godt nok om. De skaber forringelser for vores medlemmer, og det kan jeg altså bare ikke leve med uden at prøve på at gøre min indflydelse gældende.

I mit møde med medlemmerne bliver jeg altid beriget, og det giver mig ekstra energi. Vi skal stå ved og kæmpe for det, der giver mest værdi for medlemmerne. Inden længe begynder drøftelserne med vores medlemmer om hvilke ønsker og krav, de har til de kommende overenskomstforhandlinger i 2025.

Jeg ser frem til forhandlingerne, for der er stadig meget, der kan forbedres.

Jeg er klar til at give den alt, hvad jeg kan, de næste 2 år, så alle sydjyske medlemmer af HK Handel kan få endnu bedre løn og arbejdsvilkår.

Det fortjener de.

 

Læs mere og tilmeld dig generalforsamlingen her.