Hiba Ahmed troede, at hun mødte ind til en helt almindelig arbejdsdag i SPAR på Enighedsvej i Nykøbing F. denne onsdag morgen, men det skulle vise sig at blive en usædvanlig en af slagsen.

Hen ad formiddagen forsvandt alle kollegaerne, og selvom hun trykkede på ringeklokken for assistance i kassen, så kom der ikke nogen ind fra baglokalet, som der plejede.

I stedet dukkede alle kollegaerne op fra kundeindgangen for at overraske Hiba. Hun er nemlig udvalgt som finalist til HK's pris som Danmarks Bedste Kollega. 

Formand for HK Handel Sjælland, Helle Friis, overrakte invitationen til finalen til Hiba og lykønskede med blomster. 

Og frem kom kollegaerne med konfetti, flag og en masse flotte ord – og både kollegaer og hovedpersonen selv kneb en tåre.

- Jeg føler stadig, at det ikke er rigtigt, at det her er sket. Det er første gang, at det sker for mig, og det er en meget stor overraskelse. Jeg blev meget rørt, siger Hiba Ahmed og fortsætter:

- Vi er som en familie her i SPAR. Jeg savner at komme på arbejde og se de andre, når jeg har fri. Freja (red. købmanden) og jeg skal nogle gange kun kigge på hinanden, så ved vi, hvad vi mener, siger Hiba Ahmed.

Hiba blev overrasket og rørt. Foto: Ingrid Riis

Alle fortjener en som Hiba

Det er kollegaen og købmanden i SPAR, Freja Ravn, der har indstillet Hiba Ahmed til prisen. De har arbejdet sammen i 10 år – de seneste tre år sammen i SPAR.

Sådan lyder indstillingen 

 - Hiba er helt enkelt speciel. Hun har en aura omkring sig, som både hendes kollegaer og vores kunder kan mærke, når hun er i lokalet. Hun er utroligt omfavnende og åben overfor alle. Hiba har selv prøvet at føle sige “udenfor” på en arbejdsplads og sætter alt ind for, at ingen andre skal føle det samme.
- Jeg har arbejdet sammen med Hiba i omkring 10 år og ville ikke være hende foruden. Alle fortjener en Hiba på deres arbejdsplads.                     
  - Hiba vil altid hjælpe og griber ofte muligheden for det, før man når at spørge hende om hjælp. Hun er den første til at byde ind, hvis der er sygdom, og kan ligefrem blive ked af det, hvis hun ikke har muligheden for at hjælpe med en vagt eller andet. Hiba vil gå meget langt for at sørge for, at alle hendes kollegaer har det godt. Hun snakker lige godt med alle og er interesseret i sine kollegaers liv og velbefindende.

 

Kollegaerne, som var på arbejde, skød konfetti og flagede for deres gode kollega Hiba. Foto: Ingrid Riis

Gode kolleger har stor betydning for psykisk arbejdsmiljø

Det er syvende gang, at HK uddeler prisen Danmarks Bedste Kollega, hvor vinderen får et gavekort på op til 25.000 kroner til et arrangement på arbejdspladsen. I alt er 1.099 kolleger i hele landet blevet nomineret til titlen Danmarks Bedste Kollega. Alle faggrupper kan blive nomineret.

Kåringen af Danmarks Bedste Kollega er et led i HK’s kampagne for et bedre psykisk arbejdsmiljø.

De 10 finalister kommer sammen med den kollega, der har indstillet dem, til awardshow med middag og fest i Falkonersalen i København, hvor kåringen af Danmarks Bedste Kollega finder sted torsdag den 18. april 2024.

Her kårer Great Place to Work også Danmarks Bedste Arbejdspladser.

Der er nedsat en særlig jury, som vurderer finalisterne. Juryen består af medlemmer fra Dansk Erhverv, Kommunernes Landsforening, Menneskebiblioteket, en HK-arbejdsmiljørepræsentant og HK.

Læs mere om prisen som Danmarks Bedste Kollega her

Hiba Ahmed og Freja Ravn bliver her foreviget sammen efter overraskelsen.