
Medst's forhandlere var skeptiske, men næstformand Ulla Moth-Lund Christensen vidste, at der fandtes et brev fra 1970, hvori der stod, at HK'erne i Udenrigsministeriet har ret til at få hjemmetillæg. Foto i collage: Mikkel Østergaard.
Bag Medst’s grå mure på Landgreven 4 i det indre København sidder en række personer bænket på hver sin side af et mødebord.
Det er 25. februar 2024, den første dag i den periode, hvor HK Stat og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (Medst) forhandler organisationsaftaler for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i HK Stat. HK Stat er repræsenteret ved formand og næstformand, forhandlingschef og 3 faglige konsulenter. På Medst’s side af bordet sidder et tilsvarende antal forhandlere.
HK Stats forhandlere har lige lagt et krav på bordet. Et krav, der p.t. kun har betydning for 19 HK’ere ansat i Udenrigsministeriet. Fælles for dem er, at de står til rådighed for at blive forflyttet til arbejde rundt om i verden med kort varsel. Kravet går ud på at få skrevet ind i HK Stats overenskomst, at de derfor har ret til et såkaldt hjemmetillæg, og at det skal være pensionsgivende. Hidtil er tillægget kun beskrevet i et cirkulære. Derfor vil det kunne opsiges af arbejdsgiveren.
I AC-overenskomsten, derimod, er retten til hjemmetillæg beskrevet, og her bliver der henvist til et brev fra Udenrigsministeriet til det hedengangne Ministeriet for Statens Lønnings- og Pensionsvæsen dateret den 2. april 1970.
Som tidligere kontorfunktionær i Udenrigsministeriet gennem mange år kender næstformand Ulla Moth-Lund Christensen godt til brevet. Hun ved med sikkerhed, at der står deri, at retten også omfatter HK’erne.
Men det gør forhandlerne fra Medst ikke.
”I henviser til et brev, som vi ikke ved, hvad der står i, og om det overhovedet kan findes,” lyder det ifølge Ulla Moth-Lund Christensen fra Medst’s side af bordet. Hun kan se, at forhandlerne dér er lorne ved at imødekomme kravet fra HK Stat.
”En lidt speciel sag”
HK Stats forhandlere giver dog ikke op. ”Ulla, det brev kan du da godt finde, ikke,” siger HK Stats formand Rita Bundgaard, inden de bliver enige om at udsætte behandlingen af kravet til et kommende møde.
De næste dage går HK Stats næstformand i gang med at lede. Hun kontakter både den lokale HK-afdeling i Hovedstaden og HK-tillidsrepræsentanten i Udenrigsministeriet, som så kontakter flere kolleger i HR-afdelingen. Men ingen ved, hvor brevet er.
Tillidsrepræsentanten Lone Hansen holder ved. Hun kontakter endnu en kollega, Lars G. Karlsson, arkivchef gennem mange år i Udenrigsministeriet, for at spørge ham til råds.
’Jeg har en lidt speciel sag, som du måske kan hjælpe med,’ skriver hun i en mail 28. februar og forklarer ham, hvad brevet går ud på.
Det får arkivchefen til at undersøge, hvad der måtte være blevet afleveret til en anden HK-arbejdsplads, Rigsarkivet, og 5. marts skriver han tilbage:
’Jeg kan oplyse, at det nævnte brev fra Ministeriet for Statens Lønnings- og Pensionsvæsen dateret 2. april 1970 findes i Rigsarkivet, og at det er frit tilgængeligt for alle.’
Og sådan gik det til, at HK Stats forhandlingschef Christian Esgaard Christensen kunne sende det gamle brev videre til Medst, så parterne kunne genoptage forhandlingen om kravet med dokumentationen i orden, næste gang de mødtes.
- Det her er det bedste bevis på, at HK’erne har styr på det! De ved, hvordan staten fungerer, lyder det begejstret fra Ulla Moth-Lund Christensen.
Ydermere blev enden på det hele, at HK’erne i Udenrigsministeriet – hvis medlemmerne stemmer ja til OK24 – får deres hjemmetillæg skrevet ind i overenskomsten. Inklusive pension.