Formandskandidat Bent Klim Johansen
Alder: 55 år
Civilstatus: Forlovet med Yvette, far til Cathrine, Cecilie og Christian og bonusfar til Delfina
Bopæl: Grenå
Nuværende hverv: Formand for HK Stat Østjylland
Medlem af HK Stats forbundssektorbestyrelse samt en række bestyrelser i HK og for lokale østjyske organisationer og virksomheder
Hvor kommer du fra?
Jeg er født og opvokset i Grenå og har boet der siden. Jeg er ud af en familie, hvor de fleste var vognmænd, og mange fandt det mærkeligt, at jeg ikke også var motortosset. Blandt selvstændige fyldte fagbevægelsen jo ikke meget, men jeg fandt ud af gennem slægtsforskning, længe efter jeg selv blev fagligt aktiv, at min oldefar havde været æresmedlem af fem fagforeninger.
Hvordan vil din chef beskrive dig, hvis vi spørger vedkommende?
Jeg tror, det går igen hos de fleste af mine chefer gennem tiden, at de vil beskrive mig som arbejdsom, målrettet, vedholdende og samarbejdsvillig.
Hvordan vil dine kolleger beskrive dig?
Jeg håber og tror, at de opfatter mig som værende retfærdig og som en, der har de rigtige værdier.
Hvad er du virkelig god til?
At jagte de sjove historier, man kan finde gennem slægtsforskning. Jeg er god til at grave og fordybe mig i gamle protokoller, dombøger og kirkebøger. Før jeg blev formand, underviste jeg i slægtsforskning gennem 25 år. Jeg skriver også artikler til udgivelse om emnet.
Hvad er du virkelig dårlig til?
At holde fri. Men jeg forsøger at øve mig i det, og dem derhjemme holder mig i ørene.
Hvad kan du bedst lide at gøre i din fritid?
Jeg nyder at tage på ture og komme ud og opleve noget sammen med min familie.

Foto: Sif Meincke
Hvorfor stiller du op som formand i HK Stat?
Jeg vil gerne gøre en forskel i forhold til medlemmerne og deres arbejdsliv. De skal opleve værdi for deres medlemskab, så de kan se meningen med dét og at være i et stærkt fagligt fællesskab.
Når du bliver formand, så …
… vil jeg fortsætte den kurs, som HK Stat er på nu. Men jeg vil også være meget mere opsøgende, hvad angår politisk interessevaretagelse. Ikke kun på Christiansborg, men også lokalt. Vi skal gribe de chancer for at få indflydelse, som ligger lige foran os.
Hvordan vil du beskrive det typiske HK Stat-medlem?
Som utroligt loyal over for arbejdsgiveren, pligtopfyldende og hårdtarbejdende. De fleste har lang erfaring inden for den statslige sektor. Men der er et opbrud i gang, og med de yngre generationer vil vi få en anden type medlemmer ind.
Hvad tror du, at medlemmerne forventer at få ud af HK Stat?
At vi gør os umage med at varetage deres løn- og arbejdsvilkår, og at vi opnår de bedste resultater for dem. For det fortjener de.
Hvad ser du som den største trussel mod fagforeninger i dag?
Den liberalistiske bølge, som vi ser i øjeblikket. Og så de store amerikanske selskaber, som kommer ind på det europæiske marked og presser vores løn- og ansættelsesvilkår. Det er en trussel mod den nordiske arbejdsmarkedsmodel. Hvis ikke vi passer på den, vil den smuldre, og så ryger vi tilbage, hvor vi kom fra.
Hvilke landspolitiske dagsordener er vigtigst for dig?
Grøn omstilling er vigtig, for hvis vi smadrer planeten, kan det hele være ligegyldigt. Det er en dagsorden, vi i fagbevægelsen skal tage på os og være aktører i. Dels fordi, der er masser af muligheder for nye jobs, men også fordi vi skal tage del i debatten og tage samfundsansvar.
Hvilken dansk fagforeningsleder synes du er særlig dygtig?
Anja C. Jensen gør det fremragende. Hun forstår at italesætte vigtigheden af HK’erne, og hun har vist, at hun kan tage de rigtige beslutninger – også de i pressede situationer, vi som fagbevægelse har stået i.
P1 eller P4
Helt klart P1. Og P8 Jazz, når jeg skal slappe af. Jeg går meget op i musik. Klassisk, rock og jazz.
Bøger eller serier?Jeg foretrækker historisk faglitteratur. Men jeg har ikke noget imod en god krimi.
Flow-TV eller streaming?
Streaming. Gerne nyheder.
Weekendavisen eller Ekstrabladet?
Weekendavisen. Boulevardpressen og dens populisme har jeg ikke meget til overs for.
Beskriv din politiske farve
Rød.
Hvad gør dig glad?
Når jeg er sammen med mine børn og min kæreste.
Hvad gør dig virkelig vred?
Uretfærdighed. Unødvendigt spild af menneskeliv, især hvis det er børn. Også dyremishandling kan få mig op i det røde felt.