
Linda Hansen på sin arbejdsplads, Nomeco i Køge, hvor hun er tillidsrepræsentant. Stillbillede: Traffic Cph.
- Er der overhovedet nogen her, der har et gyldigt førstehjælpsbevis?
Sådan spurgte Linda Hansen på sin arbejdsplads, Nomeco i Køge, hvor hun er tillidsrepræsentant. Det viste sig, at der udover hende selv ikke var en eneste, som havde taget et førstehjælpskursus, der var up to date med den nyeste viden.
- Det er supervigtigt, hvis der sker et uheld, at kollegaerne ikke er bange for at træde til. Det er altid bedre at gøre noget end at gøre ingenting. Den tryghed til at handle får du gennem et førstehjælpskursus, fortæller Linda Hansen.
- Det er også vigtigt, at der er mange på arbejdspladsen der kan det, så man ikke er afhængig af, om der tilfældigvis er nogen på den pågældende vagt, som kan træde til.
Underviste selv
Første skridt for Linda Hansen var derfor at overtale ledelsen til, at alle kollegaer der havde lyst og mulighed for det skulle have et førstehjælpskursus.
- Jeg underviser i førstehjælp i flyverhjemmeværnet og er certificeret førstehjælpsinstruktør, så jeg sagde, at jeg selv kunne undervise. Det forslag tog ledelsen heldigvis imod med åbne arme, fortæller hun.
Siden har hun haft adskillelige kollegaer igennem sin førstehjælpsundervisning.
- Det har betydet, at der i dag altid er nogen på arbejde, der er trygge ved at yde førstehjælp, siger hun.
Sådan er Linda som tillidsrepræsentant
- Hvis en kollega har brug for hjælp, så tager jeg imod det med kyshånd og gør alt, hvad jeg kan. Hvis der er behov for det, så tager jeg det også op med ledelsen, forklarer hun.
Det samme gælder også den anden vej. Hvis ledelsen har noget, som de gerne vil have taget op med medarbejderne, så går de først til Linda Hansen, som så tager det videre til kollegaerne.
Derudover har hun et godt samarbejde med tillidsrepræsentanterne på Nomecos tre andre lokationer i Aarhus, Odense og København.
- Et godt samarbejde mellem os er vigtigt, da det viser ledelsen at vi holder sammen ved eventuelle udfordringer, siger hun.