Nyhed
Formanden takkede af
Stort fremmøde ved Ole Kjærs reception – mange ønskede at sige farvel og tak til den populære, afgående afdelingsformand
Ole Kjær blev uddannet som grafisk tekniker på Jelling Bogtrykkeri og arbejdede efterfølgende på forskellige trykkerier i området. Han gik tidligt ind i fagligt arbejde som tillidsmand og deltog i bestyrelsesarbejdet, først i Dansk Typograf Forbund, derefter Grafisk Forbund og slutteligt i HK. Han blev formand for HK Privat Sydjylland i slutningen af 2009 og derefter for hele afdelingen i 2012.
Afdelingsformanden varetager de opgaver, som ligger i fællesskabet i HK, mens de faglige og overenskomstmæssige spørgsmål varetages af afdelingssektorerne.
Ole Kjær har siddet på en række bestyrelsesposter i HK og LO/FH. Desuden sidder han i Sydjyllands Arbejdsmarkedsråd og Syddansk Vækstforum samt flere bestyrelser på erhvervsskoler og erhvervsakademier i Sydjylland.
Egentlig skulle Ole Kjær have forladt formandsposten ved HK Sydjyllands generalforsamling tidligere på måneden, men det lykkedes ikke at få valgt en afløser. Lige nu pågår arbejdet med at opstille kandidater til, når generalforsamlingen genoptages den 29. maj. Medlemmer kan tilmelde sig den genoptagne generalforsamling på dette link: https://www.hk.dk/omhk/afdeling/sydjylland/generalforsamlinger
Ole Kjær bor i Jelling med hustruen Birgitte, som også var med til receptionen sammen med børn og det første barnebarn.