Med en ja-procent på 87,5 % blev det et overbevisende ja til den nye overenskomst mellem HK Privat og Aftaleenheden.
Claus Olsen, faglig sekretær og ansvarlig for overenskomsten, er tilfreds med afstemningsresultatet.
- Jeg er selvfølgelig først og fremmest glad over, at ja-procenten blev så stor, forklarer den faglige sekretær.
HK’erne, som typisk har titel af skolesekretær eller varetager andre administrative opgaver på private skoler, kan dermed se frem til en lønstigning på 7,4 % i løbet af de næste to år.
Derudover stiger det arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag til 17,3 %, og den særlige feriegodtgørelse stiger med 0,52 %
- Denne gang er det lykkedes at få noget til alle medarbejdergrupper. Lige fra lønstigninger til mere ind på pensionen. Vi har fået hele rammen fra det statslige område. Og det har medlemmerne kvitteret for med et klart ja, siger Claus Olsen.
De vigtigste resultater i den nye overenskomst
Løn:
Pr. 1. april 2024 stiger lønnen med 5,89 %.
Pr. 1. april 2025 stiger lønnen med 1,31 %.
Pr. 1. november 2025 stiger lønnen med 0,20 %.
Pension:
Pr. 1. april 2025 stiger indbetalingen på pensionsordningen til 17,3 %.
Har du allerede en pensionsprocent på 17,3, har du ret til en forhandling med din arbejdsgiver.
Feriegodtgørelse:
Den særlige feriegodtgørelse stiger med 0,52 %.
Barselsorlov:
Fædre og medmødre ret til barsel med fuld løn udvides med 3 uger.
Overenskomsten gælder fra 1. april 2024 til 1. april 2026.
OBS! I tilfælde af tvivl er det det underskrevne protokollat, der er gældende.