SPARK netværksforløb

Den psykologiske tryghed er fundamentet for et godt psykisk arbejdsmiljø. Komplekse opgaver kan gøre os usikre, og valgte løsninger har ikke altid den ønskede effekt. Hvis man så bliver mødt af mistillid, er der en risiko for at blive mentalt nedslidte. Det psykiske arbejdsmiljø kommer under pres.

Her er psykologisk tryghed afgørende. Det er essentielt, at vi trygt kan dele vores faglige tvivl og spørgsmål. At vi oplever, at det er okay at begå fejl eller løbe en risiko for derefter at lære af dem. At vi kan have dialoger, hvor alle kommer til orde og bliver hørt.

Det er baggrunden for, at SPARK – Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne – nu udbyder to nye netværksforløb, der hver især afvikler tre mødedage á fire timer i efteråret i hhv. Odense og Aarhus.

Deltagerne får blandt andet:

  • Et trygt læringsrum, faciliteret af SPARKs erfarne konsulenter.
  • Mulighed for at styrke samarbejdet i TRIO/MED-udvalg eller arbejdsmiljøgruppen.
  • Mulighed for at gå i dybden med problemstillinger om psykologisk tryghed.
  • Mulighed for at omsætte retningslinjer på den enkelte arbejdsplads til konkrete hverdagshandlinger.
  • Der er i hvert netværk plads til ca. 45 deltagere med maksimalt seks personer fra hver arbejdsplads.

 

Læs mere om forløbene hos Viden På Tværs, hvor der også er link til tilmeldingen, som senest skal indsendes 18. juni 2024.