
Hvorfor stiller du op som formand for HK Sydjylland?
Jeg ønsker at gøre en forskel for medlemmerne. Jeg vil bidrage til, at HK Sydjylland bliver mere relevant for medlemmerne. Vi skal sammen kigge på det, vi tilbyder medlemmerne. Vi gør i dag en kæmpe indsats, så det handler om, at vi sammen på tværs af organisationen ser de områder, hvor vi kan og skal øge vores fokus med medlemmerne for øje.
Gennem min tid i sektorbestyrelsen for HK Kommunal og som tillidsrepræsentant (TR) og fællestillidsrepræsentant (FTR) har jeg oplevet mange forskellige problemstillinger. Udfordringer, som vores medlemmer står med og har svært ved at opnå forståelse for, eller udfordringer, som vi som forening kun har lidt eller ingen indflydelse på. Her vil jeg gerne, at HK kommer til at stå skarpere.
Hvad bliver din mærkesag som formand?
Som FTR har jeg interesseret mig for de unges uddannelse. Det fokus vil jeg fortsat have. Vores unge er vores fremtid. Deres uddannelser skal udvikle sig, så de er bedst muligt klædt på til fremtidens udfordringer, samtidig med, at vi passer på dem.
HK står i et dilemma. Vores medlemmer på jobcentrene oplever, at HK’s A-kasse tager over på en opgave, som de tidligere løste. Vi skal have alle medlemmernes interesser for øje, også når det bliver konfliktfyldt. Vores ledige medlemmer skal have den bedste hjælp til at komme godt videre til deres næste job. HK skal være den bro, der skaber forbindelsen. Samtidig skal vi sikre, at besparelsen på jobcenterområdet og den medfølgende strukturændring bliver med HK-jobs for øje. Som formand vil mit fokus være på de ledige.
Lige løn for lige arbejde og forskelsbehandling vil også være områder, som har en særlig interesse for mig. Jeg vil arbejde med begge dele, da der her er tale om områder, jeg mener, trænger til øget opmærksomhed.
Arbejdsforhold og trivsel bliver udfordret på nye måder med indførelse af fleksibel arbejdstid på flere og flere arbejdspladser. HK skal være med til at skabe de bedste rammer for en samlet tilværelse for medlemmerne.
Samarbejdet mellem de fire sektorer og deres forpersoner bliver afgørende for at opnå resultater.
Hvad gør dig velegnet til at bestride posten som formand?
Jeg har været TR for HK i snart 13 år ved Kolding Kommune. Jeg har i en stor del af de år siddet med i sektorbestyrelsen for HK Kommunal Sydjylland. I de seneste 7 år har jeg været fællestillidsrepræsentant i netop Kolding Kommune. Her sidder jeg med i lokalt MED-udvalg (samarbejdsudvalg), Forvaltnings-MED og i Hovedudvalgets MED.
Jeg har i de seneste år siddet som fungerende TR på flere områder, da vi har mangel på tillidsrepræsentanter. Det har givet meget erfaring på en bred vifte af udfordringer. Jeg har opbygget relationen mellem vores klubbestyrelse og elevklubben. Jeg har haft relationsdannelse for øje i mit samarbejde med ledelsen, da det er til fordel for medlemmerne. Jeg har arbejdet med strukturforandringer og diverse processer. Jeg har haft samarbejde med mange forskellige typer af kollegaer og ledere på tværs af meget forskellige arbejdsområder. Jeg har altid haft samarbejde for øje, for derigennem er vi stærkest.
Siden 1. jan. 2023 har jeg været næstformand i sektorbestyrelsen og dermed været en del af HK Kommunals forbundsbestyrelse. Jeg har samtidig siddet med i afdelingsbestyrelsen for HK Sydjylland. Jeg har dermed et godt kendskab til HK.
Jeg har taget HK-kurser inden for ledelse, psykologi og forhandling. Som person er jeg tålmodig. Jeg elsker at lære nye ting og prøver hele tiden at blive klogere. Jeg er ikke færdigbagt og håber aldrig, jeg bliver det.
Jeg føler, jeg har de evner, der skal til for at påtage mig rollen som formand. Jeg står samtidig meget ydmyg over for opgaven.
Jeg står over for en stejl indlæringskurve, men den er jeg klar til. Vi opnår bedst resultater gennem sammenarbejde. Det er noget, jeg har haft som mantra gennem min tid som TR/FTR/bestyrelsesmedlem og fortsat vil leve efter. Også her gælder ”Sammen er vi stærkere”.
Hvor ser du gerne HK Sydjylland om 5 år?
HK står overfor strukturforandringer. Her vil jeg være med til at sikre en så god proces som muligt. Det vil blive en proces med udfordringer, og hvor det er vigtigt at have medlemmernes interesser for øje. Jeg vil arbejde for at sikre, at hjælpen er tæt på, når man som medlem har brug for den.
HK Sydjylland skal være en tidssvarende forening, som er til for medlemmerne. Her synes jeg, at vi skal kigge nøje på de ting, vi har på hylderne og vurdere, om de er de rigtige for vores medlemmer. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i højere grad bruger medlemsinddragelse. Jeg vil arbejde for, at vi har en struktureret forening, hvor vi hjælper hinanden på tværs af sektorerne, der hvor det giver værdi.
Jeg vil være med til, at HK Sydjylland er en god arbejdsplads, hvor arbejdsmiljøet er i centrum. Vi skal gennem vores dygtige kollegaer, vores tillidsrepræsentanter og vores politiske struktur og indflydelse få vendt udviklingen, så vi er et naturligt valgt for kollegaerne på HK-overenskomst.
Jeg vil gøre mit til, at vi er synlige på uddannelsesinstitutioner, og at uddannelserne udvikler sig løbende.
Fortæl noget om dig selv, som ikke ret mange ved.
For en del år siden var jeg projektleder på et projekt om verdensrummet på Kolding Bibliotek. Vi havde blandt andet besøg af hele Danmarks astronaut Andreas Mogensen. Jeg ønskede et arrangement, hvor vi via Skype fik en rundtur på NASA.
Amerikanerne havde lidt svært ved at forstå, hvad jeg ønskede. Efter flere mails og til sidst et opkald til NASA, blev jeg sat i forbindelse med en ansat, som rent privat tog rundt i verden og fortalte om NASA. Han skulle rent tilfældigt til Norge op til vores afvikling. På 3 dage var vi rundt på 15 skoler med foredrag. Jeg har efterfølgende hjulpet Gabe rundt til danske skoler i det sønderjyske yderligere 3 gange.