
HK Stats 10. ordinære kongres blev åbnet med en tale af formand Rita Bundgaard, hvor hun protesterede mod regeringens planer om at fjerne 1.000 statslige fuldtidsstillinger. Foto: Nils Lund Pedersen
- Der driver til stadighed en hørm af mistro og skepsis ind over de administrative landskaber fra politisk hold. Særligt - men ikke kun - fra borgerlige partier og det private erhvervslivs magtfulde organisationer, konstaterede Rita Bundgaard.
- I perioder tager uvejret til. Lige nu er der optræk til kuling, tilføjede hun, og henviste til regeringens plan om at fjerne 1.000 fuldtidsstillinger i staten frem mod 2030. En nedskæring, der kommer oven i besparelser på 400 millioner kroner på administration i staten. For slet ikke at glemme det løbende dræn i budgetterne, som følger af omprioriteringsbidraget.
LÆS OGSÅ: Ukendt milliardskat skal frem i lyset
- Politikere og ledelser må gøre klart, hvilke opgaver, der ikke mere skal løses, når stillinger hugges væk! HK Stats medlemmer skal ikke opleve et endnu større arbejdspres med øget risiko for stress, i kampen for at få enderne til at nå sammen, tordnede formanden fra talerstolen på sin sidste kongres som formand for staten HK’ere.
Hun krævede, at borgere og virksomheder får ren besked fra politikerne om, hvilke opgaver der ikke mere skal løses.
- Uden sådan en prioritering gentager historien sig bare: Et stort skrummel af en grønthøster moser hen over de statslige arbejdspladser efterlader medarbejderne med det daglige dilemma at forklare konsekvenserne af de politiske beslutninger, lød hendes advarsel i en åbningstale, der også gav plads til en form for anerkendelse af udmeldinger fra statens arbejdsgiver, finansminister Nicolai Wammen (S).
Rita Bundgaard kaldte det nemlig ”et forsonende element” i den ellers dramatiske vejrudsigt for offentlig administration, at finansminister Wammen nu taler om opgavebortfald i samme åndedræt, som han taler om 1.000 færre stillinger.
- Statens øverste arbejdsgiver har tilsyneladende indset, at regeringen og han ikke bare kan skære ned og så regne med uændret produktion, Lød Rita Bundgaards analyse.