mennesker ved pc'er

Illustration: Mostphotos

Mens chefen i de analoge tider spankulerede rundt og inspicerede fra pult til pult for at se efter, om kontoristerne fik noget fra hånden, så er den del af ledelsesopgaven i høj grad blevet udliciteret til algoritmerne. Digitale redskaber kan overvåge alt fra hjemmesider, du er på i arbejdstiden, dit arbejdstempo, kvaliteten i dine opgaver og dermed også, om du skal prikkes eller belønnes.

Algoritmerne bliver i dén grad brugt, fortæller 2.400 HK’ere, heraf knap 400 med job i staten, i en stor nordisk undersøgelse. Det er Tænketanken Cevea, der har spurgt danske medarbejdere med job inden for brancherne lagerarbejde, kundeservice/telemarketing og borgerservice om deres oplevelse af algoritmeledelse på jobbet.

På tværs af  HK’s 4 sektorer – Kommunal, Stat, Handel og Privat - oplever 9 ud af 10 medlemmer inden for de nævnte brancher, at de er underlagt mindst én form for algoritmeledelse.

Algoritmeledelse skal forstås som brug af digitale værktøjer til eksempelvis vagtplanlægning og opgavefordeling, men også til overvågning af de ansattes pc-aktivitet, arbejdstempo og kvalitet i opgaveløsningen.

Blandt de statsansatte, der har besvaret undersøgelsen, er flere end hver 5. overbevist om, at deres aktivitet på arbejds-pc’en bliver fulgt. Næsten hver fjerde formoder, at deres arbejdstid og pauser er under luppen. 22 procent af stats-HK’erne formoder desuden, at deres arbejdstempo bliver overvåget.

Jo flere algoritmer, desto dårligere arbejdsmiljø

1 ud af 4 af alle de adspurgte HK’ere fortæller i undersøgelsen, at brugen af de digitale og usynlige ledelsesredskaber giver et dårligere arbejdsmiljø med blandt andet mere stress, større arbejdsbyrde og mindre frihed i opgaveløsningen til følge.

Cevea har sammen med HK’erne også undersøgt, hvordan graden af medarbejderindflydelse på arbejdspladsen påvirker forholdet til algoritmerne. Her er HK’erne klare i spyttet: En høj grad af algoritmeledelse og lav grad af medarbejderindflydelse påvirker arbejdsmiljøet negativt og fører til mere stress, større arbejdsbunker og mindre frihed i opgaverne.

HK: Medbestemmelse holder snor i algoritmen

Derimod fortæller HK’erne på de arbejdspladser, hvor de oplever at have stor medindflydelse på arbejdsgangene, at algoritmerne har langt færre negative konsekvenser. Derfor er det også på medarbejderindflydelsen, at der skal sættes ind, siger næstformand i HK Danmark, Mads Samsing:

- Rapporten viser, at jo mere medarbejderindflydelse, der er på en arbejdsplads, desto mindre bliver de negative konsekvenser hos medarbejderne på parametre som lavere tillid mellem medarbejder og leder, lavere jobtilfredshed og lavere autonomi. Så der skal vi sætte ind, siger han.

Generelt er han ikke overrasket over, at 9 ud af 10 HK’ere i undersøgelsen er genstand for algoritmeledelse. Han hæfter sig også ved undersøgelsens resultater om de negative konsekvenser, som en høj grad af algoritmeledelse kan have:

- De tal overrasker os ikke. Det er en hverdag, vi længe har kigget ind i, og det skal vi og vores medlemmer forholde os til. Det gør vi bedst, når vi har konkret data på bordet. Rapporten viser tydeligt, at jo flere af ledelsesopgaverne, der bliver styret af algoritmer, jo større er risikoen for, at medarbejderne oplever problemer, siger han.

Han understreger desuden, at HK som udgangspunkt ikke har et problem med, at opgaver bliver automatiseret eller styret af algoritmer, så længe det ikke skader arbejdsmiljøet.

Præstationsmålinger: Mere i løn eller 5 flade bagi?

Om du skal have mere i løn, forfremmes eller afskediges, er ifølge rapporten også nogle af de forhold, som algoritmen har indflydelse på. Det fortæller de godt 650 HK’ere i undersøgelsen, der er sikre på eller formoder, at kvaliteten og tempoet i deres arbejde bliver målt og vejet af en algoritme.

En tredjedel af de statsansatte HK’ere beretter, at præstationsmålinger foretaget af en algoritme indgår, når chefen nikker til en lønstigning. Samme andel af stats-HK’ere fortæller også, at advarsler eller afskedigelser hviler på data fra digitale præstationsmålinger. Det mest opsigtvækkende er dog, at mere end en tredjedel af de overvågede stats-HK’ere fortæller, at de ikke ved, om præstationsmålingerne fører til konsekvenser af enten positiv eller negativ art.

OBS: Artiklen er opdateret 20. juni. I den tidligere udgave fremgik det ikke, at Ceveas undersøgelse kun omfatter HK’ere inden for bestemte brancher - og ikke alle HK’ere.

Se Ceveas rapport om algoritmeledelse 

typer af algoritmeledelse søjler

Artiklen er opdateret 20. juni 2024