Foto: PR

Lasse Due Andersen arbejder til daglig med adfærdsledelse. Foto: PR.

Husk sikkerhedsskoene. Husk briller og handsker, når du arbejder med kemikalier. Pas på med tunge løft. Husk høreværn.

Formaningerne kan være mange, når du som arbejdsmiljørepræsentant (AMR) forsøger at få kollegerne til at overholde arbejdsmiljøreglerne.

Hvis du oplever, at kollegerne ikke lytter efter, så er du ikke alene. Det siger Lasse Due Andersen, der til daglig arbejder med adfærdsledelse i sin virksomhed Empa10.

- 90 pct. af tiden tænker vi med urhjernen, og den kan kun forholde sig til problemerne her og nu. De udfordringer, vi har som AMR, er som regel noget, der først er farligt på sigt, siger Lasse Due Andersen.

Gør det let

Hvis man vil ændre kollegernes adfærd, handler det om at tale til urhjernen. Sørg for, at værnemidler er inden for rækkevidde. Hæng skilte op. Det skal være så let som muligt. Ofte ignorerer urhjernen arbejdsmiljøreglerne, fordi de føles besværlige.

- Det er slet ikke underligt, hvis mange AMR’er føler sig som bussemænd, når de igen og igen minder kollegerne om at overholde reglerne. Hvis kollegerne står med irriterede miner, så er det helt normalt. Det er urhjernen, som taler. Men husk, at på sigt bliver kollegerne glade for det, siger Lasse Due Andersen.

Han påpeger, at man også kan arbejde med at få kollegerne til selv at italesætte det gode arbejdsmiljø. Som eksempel fremhæver han en sushi-restaurant, hvor sloganet blandt de ansatte lød: ”sådan er vi.” Fx i forhold til hygiejne sagde de: ”Da vi arbejder med rå fisk, vasker vi altid hænder mindst tre gange – sådan er vi.” På den måde tog de ansatte selv ejerskab for den gode hygiejne.

- Med et populært ord kaldes det at ”nudge” til en ønsket adfærd. I bund og grund handler det om, at almindeligt velfungerende mennesker ikke kan sige et og gøre noget andet, siger Lasse Due Andersen.

Lær mere om det gode arbejdsmiljø

Hvis du er interesseret i at høre mere om arbejdet som AMR, så har du mulighed for gratis at deltage i HK HANDELs kommende arbejdsmiljøkonference 1. oktober i Middelfart. Her vil der være en række spændende oplæg om det gode arbejdsmiljø, hvor du bl.a. kan høre Lasse Due Andersen fortælle om bæredygtigt arbejdsmiljø.
Læs mere og tilmeld dig konferencen via MitHK.dk. Du kan også kontakte HK HANDELs sekretariat på mail: handel_forbundet@hk.dk og oplys kursusnummer: 0760-24-05.