
Et kig i en af hallerne på Drupa-messen. Privatfoto
30 kolleger fik en fantastisk fælles oplevelse, gode faglige samtaler på tværs af virksomheder, faglige oplæg og mulighed for at trave hele 18 haller igennem og lade øjet falde på alverdens grafisk udstyr. Kort sagt, to dage på messen er for de fleste ganske kort tid.
For at dele ud af al den nye viden, har et par kolleger fra bestyrelsen i Grafisk Overenskomstgruppe sat pen til papir og forfattet en opsummering af udvalgt fagligt indhold.
Så spær øjnene op og læs med, hvis du vil blive klogere på de planlagte møder med Canon, ECO3 og Heidelberg, hvor deltagerne fik maksimal opmærksomhed og en god dialog om de væsentligste produkter, producenterne havde med på messen.
Deltagerne nåede også mange andre indtryk, blandt andet hos Landa og Koenig & Bauer.
ECO3 (Tidligere AGFA)
Michael Boris fra ECO3 tog imod den danske delegation og fortalte om den udvikling, virksomheden har været i gang med, siden kapitalfonden Aurelius Group købte AGFA i slutningen af 2022.
I dag tilbyder virksomheden den fulde pallette af grafiske løsninger før tryk. Alt fra software til digitalt workflow og offsetplader til mange forskellige typer af grafiske produktioner.
Offsetplader, der fremkaldes i trykpressen, har vundet frem på markedet, men også de mere traditionelle offsetplader, der fremkaldes med kemi eller gummi optimeres i forhold til mindre forbrug af vand og varme. Det er for eksempel lykkedes at reducere kemiforbruget med 78 %, og forbruget af vand er nede på 2 liter per kvadratmeter plade.
ECO3 er også leveringsdygtig i flexoklicher og ser et godt markedspotentiale inden for emballageindustrien.
ECO3 viste deltagerne på deres stand det patenterede rasterformat, spiralraster. Der er rigtig mange fordele ved den patenterede rastertype. De økonomiske fordele tæller en stor besparelse på mængden af trykfarve, hurtigere trykkehastighed og hurtigere tørreevne. Fagteknisk giver rastertypen også trykkerne et større “spillerum” i forhold til at ramme nuancer i farvepaletten, for eksempel Kansas-blå, der er blå og ikke med et violet nuanceskær, som det ofte ses på tryksager. Farven/nuancen på billeder med grå betongulve er også mere stabile, og spiralraster kan kombineres med ink-saver programmer fra stort set alle leverandører.
Deltagerne fik også vist og prøvet en videreudvikling af den traditionelle trådtæller, der nu er gjort elektronisk og med en lille digital skærm, der viser det, man kigger på - og dette billede kan trådløst overføres til almindelig pc-skærm. Fordelene med denne type trådtæller kan diskuteres, men en videreudvikling af trådtælleren er det i hvert fald.
Heidelberg
Som traditionen byder sig, var det anerkendte grafiske fabrikat Heidelberg stærkt repræsenteret på Drupa i hele hal 1 i Messecenter Düsseldorf.
På rundvisningerne fik de besøgende set en af markedet hurtigste falsemaskiner, der kan producere op til 20.000 falsede ark i timen. En ny type ilægning gør det muligt, at arkene kan overlappe hinanden, inden falseknivene tager over. Udover den nye produktionsteknologi på falsemaskinen, var der i opstillingen på messen også hjælp fra en robot, der håndterede de falsede ark, lagde dem på palle og dermed sparede operatøren for ensidigt gentaget arbejde, tunge løft og drej af kroppen.
“Kronjuvelen” blandt trykpressere var Heidelbergs otte-farvede arkoffset med automatisk pladeskift. I den konfiguration, trykpressen havde på standen, kunne der produceres 21.000 tryk i timen med firefarvetryk på begge sider. Fra en trykopgave afsluttes, til der trykkes gode ark på næste trykopgave, gik der 100 sekunder, og stort set alt, der kan automatiseres, er automatiseret. ”Normal” produktionshastighed er 20 jobs af 500 tryk i timen!
Er der overhovedet plads til sådan en maskine i Danmark? Det er der måske ikke, men i det store udland, hvor der er store web-baserede trykkerileverandører, er der et marked. I Danmark trykker de arkmaskiner, der producerer flest tryk, ca. 30 millioner tryk om året. En af de kunder, som har opstillet dette pragteksemplar af en trykpresse, forventer, at de i år to efter ibrugtagningen vil nå 100 millioner tryk om året!
Heidelberg annoncerede sammen med Canon på første messedag et overraskende partnerskab mellem de to virksomheder. Heidelberg kan nu tilbyde deres kunder en Heidelberg konfigureret Canon B2-inkjet printer VarioPress iV7 og iX3200, og i Heidelberg-indpakning får maskintyperne navnet: Jetfire. IV7 trykpressen kan trykke op til papirformat 750 x 615 mm og med 8.700 ark i timen eller det halve i dublex. Heidelberg fortsætter også samarbejdet med Ricoh og de mange typer af laserprintere.
Canon
Canon viste stort set alle deres trykpressere frem på messen. Canon er absolut førende inden for inkjet og har de seneste år formået at øge trykformat og hastighed samt reducere forbrugsstoffer og strømforbrug. Især markedet for format B3 har stor interesse, da der findes og udvikles mange inline produktionsafslutninger til dette format. B2 formatet kræver ofte mere efterbehandling offline.
Farven i inkjet er det dyre i processen, og der udvikles hele tiden nye trykfarver, og UV-farver findes for eksempel også inden for inkjet produktion.
Canon startede i 2008 deres udvikling af de digitale rulle til rulle inkjet-maskiner, og produktionshastigheden er efterhånden øget til 200 meter i minuttet og kan konfigureres i mange forskellige inline funktioner.
I 2018 købte Canon engelske Edale, som fremstiller rullebaserede flexomaskiner. Baseret på deres trykpresser viste Canon for første gang deres bud på en digital emballageprinter til kartonproduktion. Den trykpresse, der var på Drupa, var konfigureret til high-end emballageløsning til detailhandelsprodukter. Vandbaseret 4-7 farver og op produktivitet op til 8.000 m2 i timen med en printbredde på 1,7 meter. Opkøbet af Edale forventer Canon sig meget af og kan allerede nu ud fra efterspørgslen se, at der er et stærkt og hurtigtvoksende marked for digitale emballage-trykpressere.
Digitaltryks værste fjende er, når forbrugere går “rent digital”, og derfor kæmper den traditionelle offset- og digitalbranche med at reducere omkostninger i forbrug af el, vand, forbrugsstoffer og arbejdstimer. Offsetmarkedet falder ca. 10 % hvert år, og i det faldende marked ser Canon muligheden for at få kunder og forbrugere til at fastholde tryk, for trykt papir kan øge salg af produkter mere, end ren digital markedsføring og indlæringsevnen er større, når skole- og fagbøger er trykt.
Landa arktryk og kommende rotationstryk
Landa Printing lancerede Nanographic Printing med et brag på Drupa 2012. En revolution inden for trykteknologi blev der talt om, hvor man kunne trykke på stort set alt i noget, der nærmede sig offset-hastigheder. Men først nu kunne vi i 2024 se trykpressen i fuld funktion.
Man må sige, at stifter og ejer Benny Landa stadig har tag i sit ”publikum”. Han har stadig energien og troen på, at denne teknologi vil revolutionere branchen. Der er efterhånden investeret over en milliard Euro i udviklingen af teknologien.
På Drupa 2024 lancerer Landa Printing to nye maskiner. Der er tale om en opgradering af de eksisterende S10 og S10P, som kommer til at hedde henholdsvis S11 og S11P. De henvender sig til de samme kunder. Den store forskel er, at hastigheden er forøget med over 70%. 11.200 ark i timen. Udover den øgede hastighed har Landa også arbejdet med at bruge AI (kunstig intelligens).
På samme måde, som man for eksempel kender det fra Heidelberg, indsamler de løbende data fra de producerende maskiner og får på den måde dannet sig et datagrundlag, som kan medvirke til at træffe operatøruafhængige beslutninger, som bidrager til øget produktivitet, mindre nedetid, mindre energi- eller råvareforbrug og lignende.
Landa fabrikken har i dag en produktionskapacitet på 100 maskiner om året og forventer at kunne opskalere yderligere i de kommende år. Aktuelt skulle der være 60 maskiner ude i markedet, hvor de producerer mange forskellige typer trykopgaver.
Fleksibiliteten til at kunne trykke på de fleste materialer, inklusive plastik gør også, at Landa kigger mod vækstmarkedet for fleksible emballager som trykkes i rotation. Derfor annoncerer Landa allerede nu, at de senest på Drupa 2028 vil lancere W11, som er en rotationsprinter. De kunne på Drupa 2024 vise film af rotationspressen og havde udstillet vareprøver på standen.
Landa Printing har allerede nu startet nysgerrighedens interesse for Drupa 2028.
Koenig & Bauer - Nye vinde og en frisk tornado
Hos KBA kiggede vi på deres nye skud på stammen inden for arkmaskiner og noget af det andet spændende, de viste frem.
Vi så deres cutPRO 106, som var et interessant bud på en maskine til at udstanse og afrense æsker og lignende opgaver med op til 15000 ark i timen. Der mødte vi Michael Haugaard som tog os på en rundvisning på standen.
Vi fik set de seneste opdateringer på deres arkmaskine Rapida 106x. Her så vi deres non-stop pallefeeder system, som nok vil blive et tilvalg inden for karton med hyppige palleskift. Lakværket på Rapida 106x var opdateret, så man nu kunne skifte lakdug på samme måde som ved pladeskift. Helt klart noget, der skærer ned på tiden ved job skifte.
Ved styrepulten viste han os en smart ting; ved indretning af job med efterfølgende stans kan man projektere stansetegningen ned på trykarket, som man henter ind fra zip3-filen. Derved kan man kontrollere, at stans og tryk falder rigtigt på hinanden. I samme omgang så vi så “tornadoen” (Rapida 106x) komme op omkring de 22.000 ark i timen.
Efterbehandling
En sidste ting, der fylder mere og mere på Drupa-messen er efterbehandling af tryksager.
Der kommer flere og flere leverandører af maskiner og teknologi til efterbehandling.
Især metalfolier og partiel lakering af tryksager bliver hurtigere og billigere, og kvaliteten bliver stadig mere imponerende.
For alle produktionsmaskiner er produktionshastighed og indretning, samt minimering af makulatur i fokus.
