
- Mit råd til andre, der er nye på arbejdsmarkedet, er, at det er vigtigt at stå op for sig selv. Og hvis der er noget, der ikke er i orden, så bed om hjælp hos din fagforening, siger Albert Larsen.
En gruppe unge ansatte i biografen Big Bio i Herlev, tæt på København, har gjort noget, der ikke sker så tit. De har i fælles flok meldt sig ind i HK og skaffet deres arbejdsplads’ første overenskomst.
- Det er virkelig flot klaret af de unge medarbejdere. De har set, hvordan det nytter noget at stå sammen og har kæmpet kampen til ende, så de nu har den overenskomst, de længe har ønsket sig, siger Rene Knudsen, formand for HK Service Hovedstaden under HK Privat.
Og gruppen af unge medarbejdere er da også glade og lettede, fortæller 20-årige Albert Larsen, der har arbejdet i Big Bio siden 2019 og i dag er supervisor og arbejdsmiljørepræsentant.
- Jeg er også selv stolt - og træt, siger han.
Han er en af den gruppe på 20-25 medarbejdere mellem 15 og 26 år, der i sommeren 2023 tog kontakt til den lokale HK-afdeling for at høre, hvordan de kunne få en overenskomst.
Det kan der være forskel på, hvilket du kan læse mere om i faktaboksen, men lige i det her tilfælde var det en klar fordel, at størstedelen af de ansatte havde meldt sig ind i HK, da det alt andet lige kræver en vis styrke ved forhandlingsbordet at kræve en overenskomst. Men da ikke mindre end 20-25 medarbejdere ud af et par og 30 alt i alt havde meldt sig ind, så var der styr på den del.
Alle kunne se, at det nyttede
Der blev holdt et møde, hvor medarbejderne kunne tale med en kontaktperson fra HK om, hvad det betyder at være medlem af en fagforening i forhold til at få hjælp og rådgivning om fx trivsel og arbejdsmiljø. Og hvad man får ud af at være dækket af en overenskomst i forhold til arbejdstid, løn og fællesskab i form af en tillidsrepræsentant.
- Og så meldte vi os ind i HK. Vi ville gerne have bedre arbejdsforhold og nogen, vi kan kontakte, når vi har brug for hjælp. Og det kan man jo tit have, især når man er ung og ny på arbejdsmarkedet, siger Albert Larsen.
Albert og hans kolleger havde egentlig talt om en overenskomst i nogle år, men fordi der på den slags arbejdspladser kan være stor udskiftning, havde der ikke været nogen, der kunne drive processen. De havde især talt om at få styr på strukturen omkring løn og løn under sygdom samt den hjælp, det ville være at få en tillidsrepræsentant. Men i sommeren 2023 tog nogle af de ansatte teten og satte gang i processen.
- Jeg havde det lidt blandet. Jeg var optimistisk, men jeg tænkte også, at det kunne komme til at tage lang tid, siger Albert Larsen.
Og det gjorde det også. Der gik et halvt år, fra HK rejste et overenskomstkrav over for Big Bio. Der blev endda varslet konflikt.
- Nogle af de andre mistede tålmodigheden undervejs. Men da konflikten nærmede sig, kunne alle se, at det nyttede noget, det vi gjorde. Hvis ikke vi havde stået sammen, så var vi nok ikke nået hertil, fortæller Albert Larsen.
En god start på arbejdslivet
Den 30. april - symbolsk nok dagen før arbejdernes internationale kampdag og sidste deadline for en aftale - landede overenskomsten med arbejdsgiverne i Big Bio Herlev.
- Jeg er rigtig tilfreds med, vores medlemmer nu står styrket. Både hvad angår løn, ferie og pension - men også med muligheden for at vælge en tillidsrepræsentant, der kan italesætte de ansattes ønsker og bekymringer over for ledelsen. De ansatte er unge i begyndelsen af arbejdslivet, og jeg er glad for, at de har fået oplevelsen af, at det kan betale sig at kræve overenskomstmæssige vilkår, når man går på arbejde, siger Rene Knudsen.
- Mit råd til andre, der er nye på arbejdsmarkedet, er, at det er vigtigt at stå op for sig selv. Og hvis der er noget, der ikke er i orden, så bed om hjælp hos din fagforening. Du skal jo have en god start på et langt arbejdsliv, siger Albert Larsen.
Big Bio har ud over Herlev også filialer i Holstebro og i Nordhavn i København, men sagen her handler kun om biografen i Herlev.
Med overenskomsten er de ansatte blandt andet sikret vilkår som overtidsbetaling og helligdagstillæg samt forbedringer omkring pension, arbejdstidsregler og feriefridage.
Albert glæder sig især til at få en tillidsrepræsentant-kollega, han som arbejdsmiljørepræsentant kan samarbejde med. Sådan en vælger medarbejderne i denne måned.
Hvordan får man en overenskomst?