Heidi Juhl Pedersen

Heidi Juhl Pedersen blev valgt som formand for HK Stat på kongressen i juni og er nu også valgt som OAO-S-formand. Foto: Nils Lund Pedersen.

De statsansatte 3F’ere, metalarbejdere, fængselsbetjente, konstabler, HK’ere og flere andre faggrupper har fået ny formand for deres fælles forhandlingsorganisation, OAO-Stat.

Det er OAO-S, der forhandler Fællesoverenskomsten, som dækker blandt andre statens HK’ere. OAS-S’ repræsentantskab valgte onsdag enstemmigt HK Stats ny formand, Heidi Juhl Pedersen, til at stå i spidsen for fællesskabet. OAO-Stat omfatter 21 faglige organisationer med sammenlagt 42.443 medlemmer ansat i staten (tal fra 2023, red.) HK Stat er den klart største medlemsorganisation i OAO-S.

- Jeg takker for valget og ser frem til sammen med Lydia Callesen og Forhandlingsudvalget at arbejde for medlemsorganisationerne i OAO Stat, ikke mindst ved kommende overenskomstforhandlinger, siger Heidi Juhl Pedersen.

Indtil sin afgang i juni var Heidi Juhl Pedersens forgænger i HK Stat, Rita Bundgaard, formand for OAO-S. Heidi Juhl Pedersen er parat til på lidt længere sigt at påtage sig ansvaret som chefforhandler for alle statens ansatte, siger hun.

Statens ansatte skal have fornyet overenskomsterne i 2026. Den opgave ligger hos formanden for CFU’s forhandlingsudvalg. CFU står for Centralorganisationernes Fællesudvalg.