
Fra 1. september kan I komme med jeres ønsker til jeres kommende overenskomst. Foto: Karin Meldgaard Henriksen
Fra 1. september kan du og dine kolleger sende jeres ønsker ind til de kommende overenskomstforhandlinger (OK25). I foråret 2025 skal HK Handel nemlig forhandle jeres nye overenskomst med arbejdsgiverne.
Det er en unik mulighed for jer til at påvirke jeres løn- og arbejdsvilkår. Det er jeres ønsker, der danner grundlaget for, hvad vi skal kæmpe for ved forhandlingsbordet.
Derfor kan du som tillidsrepræsentant gøre en kæmpe forskel ved at opfordre kollegerne til at sende deres ønsker ind.
Engager kollegerne
Du og kollegerne kan bl.a. komme med jeres ønsker til OK25 på de ”postkort”, vi har sendt ud med medfølgende frankerede svarkuverter.
På postkortene er der også en QR-kode, hvis I vil sende jeres ønsker ind digitalt i stedet.
Det er også muligt at sende ønsker via sms til 1919 ved at skrive OK25 først i beskeden efterfulgt af ønsket (alm. SMS-takst).
Dine rettigheder kommer ikke af sig selv
Det er vigtigt, at så mange som muligt sender deres ønsker til OK25. Jo flere, der sender deres ønsker, desto stærkere står vi overfor arbejdsgiverne, når vi skal forhandle jeres arbejdsvilkår.
Overenskomsten kommer nemlig ikke af sig selv eller gennem lovgivningen. Det er noget vi forhandler os til. Overenskomsten sikrer dig og dine kollegers rettigheder på arbejdspladsen. Det er bl.a. din overenskomst, som sikrer dig 6. ferieuge, pensionsordning og fritvalg.
I kan sende jeres ønsker frem til og med 22. november.