Foto: PR

Ditte Jørgensen er ny forperson for HK grafisk kommunikation. Foto: PR.

Ditte Jørgensen er grafisk designer. Til daglig designer hun hjemmesider. Senest har hun arbejdet for firmaet Bentax, der bl.a. sælger kaffemaskiner, kaffebønner og lignende. En del af salget kommer fra hjemmesiden, og her har Ditte stået for, at brugerne får den bedst mulige indkøbsoplevelse.

Faktisk er der mange ligheder med at designe en webshop og at sælge varer i en butik.

- Det handler om at kommunikere visuelt. Hvordan bygger jeg noget, som rammer brugernes behov, så de har lyst til at købe vores produkter og de har en god oplevelse. Det svarer til at indrette en butik. Hvor stiller man varerne, man rigtig gerne vil sælge og de varer, man ved, kunderne gerne vil have? Der skal være en logisk vej igennem butikken, siger Ditte Jørgensen.

En rigtig købmand

I Bentax arbejdede Ditte Jørgensen bl.a. med at give hjemmesiden et nyt, tidssvarende udtryk – hele tiden med en handelsfaglighed for øje.

- Grafisk kommunikation handler meget om at have fokus på brugeren. Hvordan præsenterer vi varerne bedst muligt? Hvordan sætter vi relaterede varer op, så de kan sælge mere eller inspirere kunderne? siger Ditte Jørgensen.

- Den største ros, direktøren gav mig, var, da han fortalte mig, at nu tænkte jeg som en rigtig købmand.

Giver noget tilbage

For nyligt er Ditte blevet valgt som forperson for HK grafisk kommunikation. Det er grafikernes egen landsforening i HK, der bl.a. arrangerer kurser, netværk og opkvalificering for ca. 9.200 medlemmer.

- Jeg har altid haft stor glæde af HK grafisk kommunikation. Jeg har lært så meget og mødt så mange mennesker, som i dag er en del af mit netværk, og som jeg kan sparre med, siger Ditte Jørgensen.

Derfor ser Ditte Jørgensen også frem til at give noget tilbage.

- Som ny forperson er det vigtigt for mig at gøre min indflydelse gældende politisk. Jeg vil sørge for, at vores tilbud gør medlemmerne af HK grafisk kommunikation til de skarpeste og mest opdaterede på den nyeste faglige viden. De skal være klædt på til at skabe værdi på arbejdsmarkedet og sætte dagsordenen for grafisk arbejde fremadrettet - samtidig med at de har gode vilkår for at gøre det, siger hun.

- Vi har opbygget noget helt særligt i HK grafisk kommunikation, som vi kalder “Fra medlem til medlem”. Mange af vores aktiviteter sker på initiativ fra medlemmerne, som arrangerer, koordinerer og faciliterer dem. Det betyder, at aktiviteterne er relevante og aktuelle for en bred del af medlemmerne, da de bunder i reelle behov i deres arbejdsliv. Jeg vil yde min del, så vi fortsat kan give værdi til medlemmerne.