
Det bliver Sheila Rankilde, der skal stå i spidsen for overenskomstgruppe Industri frem mod foråret 2026.
Valget er sket på et ekstraordinært digitalt landsmøde, da tidligere formand, Nina Heidelbach, afstod pladsen tilbage i maj i år, hvor hun blev valgt som formand for HK Privat Nordjylland. Siden har Sheila Rankilde været fungerende formand for gruppen.
Hun ser frem til at fortsætte nu som valgt formand.
- Jeg er utrolig beæret over opbakningen og tilliden, og jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med det vigtige arbejde, vi har i gruppen. Vi har overenskomstforhandlinger foran os allerede på den anden side af nytår, og jeg ser frem til, at vi i gruppen styrker HK Privat i de forhandlinger, siger Sheila Rankilde.
Valget blev afgjort med 63 stemmer for Sheila Rankilde og 52 stemmer for modkandidaten, Marianne Larsen, der til daglig er fællestillidsrepræsentant og formand for Officeklubben på Novo Nordisk i Bagsværd. Begge har siddet i Overenskomstgruppe Industris bestyrelse de seneste år.
Sheila Rankilde er til daglig fællestillidsrepræsentant i SAS og har sin daglige gang i Københavns Lufthavn Kastrup, hvor hun blandt andet forhandler overenskomst for omkring 500 kolleger. Hun har været næstformand i Overenskomstgruppe Industri fra 2022 til i år.
Hun fremhævede under det ekstraordinære landsmøde, at hun som formand vil fokusere særligt på, at gruppen undersøger arbejdsforholdene for de 35.000 medlemmer, som gruppen repræsenterer, og at hun vil have et særligt fokus på lønudvikling, psykisk arbejdsmiljø, afskaffelse af 50%-reglen og bedre vilkår for tillidsrepræsentanter.
Resten af overenskomstgruppe Industris bestyrelse blev valgt ved et ordinært landsmøde i april i år. Bestyrelsen består af 16 medlemmer, der sidder for en 2-årig periode. Ny næstformand vil blive konstitueret på gruppens næste bestyrelsesmøde den 11. september.