AMR-konference 2024

200 arbejdsmiljørepræsentanter var samlet i Kolding.

- You know it when you see it.

Der findes ikke én definition på stress, men ingen er i tvivl, hvis de selv, eller nogen de kender, bliver ramt.

Og pointen på HK Privats årlige AMR-konference var klar - det gør vi alle.

Budskabet lød utallige gange fra scenen, og det var tydeligt at mærke i salen, at det – desværre - vakte genklang blandt de 200 arbejdsmiljørepræsentanter, der var samlet i Kolding.

Gitte Geertsen
Gitte Geertsen, næstformand i HK Privat.

Alt for mange bliver ramt af stress. Arbejdsgiverne har travlt med at pege på alt det udenfor jobbet som forklaring.

Men vi kommer ikke udenom, at dårligt arbejdsmiljø og dårlig ledelse alt for ofte er en del af problemet, lød det fra Gitte Geertsen, næstformand i HK Privat, i sin åbningstale.

Stress på bordet til OK25

Gitte Geertsen fortalte, at HK netop er kommet med et stressudspil med 15 konkrete forslag til, hvordan vi bliver bedre til at forebygge og bekæmpe stress.

Blandt andet mener HK, at ledere skal uddannes i psykisk arbejdsmiljø, at stress skal anerkendes som en sygdom, og at stressramte skal have ret til deres opsigelsesvarsel.

Forebyggelse af stress er også et af flere krav til de kommende overenskomstforhandlinger, fortalte hun.

Trivsel og arbejdsmiljø fylder rigtig meget, når vi spørger medlemmerne. Derfor har vi år blandt andet sendt et krav om, at alle virksomheder med 10 eller flere ansatte skal udforme en personalepolitik for det psykiske arbejdsmiljø, sagde Gitte Geertsen.

Selvfølgelig i dialog med arbejdsmiljøorganisationen og de tillidsvalgte, understregede hun.

Stressniveauet er højt - og stiger

Sammen med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har HK lavet en undersøgelse, der udkom tidligere i år. Den viser, at siden 2010 er andelen af befolkningen med et højt stressniveau steget med knap 60%. Det betyder, at knap hver tredje dansker i dag har et højt stress niveau.

Kristoffer
Kristoffer Glavind, senioranalytiker i AE.

Stress findes i alle erhverv. Lærere topper listen, men også HK’ere ligger i den høje ende ift. stress, fortalte Kristoffer Glavind, der er senioranalytiker i AE, i sin præsentation af undersøgelsen.

Det høje stressniveau koster statskassen 7,5 mia. kr. Omkostningerne skyldes hovedsageligt, at medarbejdere forlader arbejdsmarkedet.

Kristoffer Glavind ser HK’s stressudspil som et af flere steder at starte for at komme stress til livs.

Også arbejdsmiljørepræsentanterne vigtige rolle i det forebyggende arbejdsmiljø blev nævnt. Derfor takkede HK Privats arbejdsmiljøkonsulenter også for den meget store interesse for dette års konference, hvor deltagerantallet undervejs blev udvidet for at imødekomme den lange venteliste.

Udover stress bød konferencen også på oplæg og workshops om arbejdsskader, digital chikane og overgangsalder. Og så bevægelse, så der også kom gang i både den høje puls og high-fives i konferencesalen i Kolding. Med store grin til følge.