TR og kollega kigger i folder

Det er vigtigt at kende reglerne for pauser. Foto: Jakob Helbig

Oplever du forstyrrelser i din selvbetalte pause, så er du bestemt ikke alene. Ca. halvdelen af HK Handels medlemmer oplever jævnligt at blive forstyrret med arbejdsrelaterede henvendelser i deres pause på trods af, at de ikke får løn for at stå til rådighed.

Og størstedelen af dem bliver ikke kompenseret bagefter. Reglerne er ellers klare, når du er på en af HK Handels overenskomster:

  • Du har krav på en pause på 30 minutter, når din daglige arbejdstid overstiger 4-5 timer afhængigt af din overenskomst.
  • Når du ikke får løn i pausen, så kan din arbejdsgiver heller ikke kræve, at du skal stå til rådighed i den. Du bestemmer med andre ord selv, hvor og hvordan du vil bruge din pause.
  • Hvis du alligevel bliver forstyrret med noget arbejdsrelateret i din pause, eller hvis din chef kræver, at du står til rådighed, så har du krav på enten at få en efterbetaling eller på en ny pause på et andet tidspunkt.

Pausen skal være sammenhængende

For nyligt vandt HK Handel en sag for et medlem i en af DSB’s 7-eleven butikker. Arbejdsgiveren påstod, at medlemmet i stedet for én sammenhængende pause på 30 minutter kunne holde en række små pauser i løbet af sin arbejdsdag, men den holdt altså ikke i retten. Det blev dermed slået fast, at pausen på 30 minutter skal holdes sammenhængende.