Af Ernst Poulsen, ernst.poulsen@gmail.com


 

Der var i år hele 8.859 unge, der søgte ind på en IT-uddannelse i Danmark, og det var endnu engang rekord. Samlet set er der i dag 20 procent flere der forsøger at komme inden for IT-faget end for blot 10 år siden.

Men selv om tendensen hele tiden går i retning af flere folk i IT-branchen, så er der stor forskel på, hvilke uddannelser der går frem – og hvilke der måske har oplevet deres storhedstid.

På Erhvervsakademierne er der sket en pæn stigning i antallet af folk, der ønsker at blive datamatiker eller IT-teknolog. Samtidigt er der dukket helt nye IT-fag op som f.eks. IT-arkitekt, E-commerce og Økonomi og IT. I den anden ende er der sket et drastisk fald i antallet af unge, der søger ind på Multimedie-designer uddannelsen.

 

Droppede jura og har ikke fortrudt

En af dem, der har kastet sig over de populære IT-uddannelser – og som slap ind - er Sara Statoua, der netop er begyndt på datamatiker-linjen på Erhvervsakademi Aarhus. Efter blot en måned føler hun sig rigtigt godt tilpas.

Hendes baggrund er lidt usædvanlig. For to år siden begyndte hun på jura-studiet på Aarhus Universitet, men selv om det er et prestigefyldt studie med lav arbejdsløshed og gode jobs i den anden ende, så viste det sig at være det et forkert studie – på flere måder.

”Jura er et studie med rigtigt mange forelæsninger, hvor man bare skal lytte i et stort auditorie og tage notater i 1½ time – og derfra er man overladt til selvstudier,” fortæller hun.

”Det er også et studie, der er ret konkurrencepræget. Man fornemmer hurtigt, at det ikke er alle, der vil dele noter, og der bliver nogle gange set ned på en, hvis man ikke forstår indholdet første gang.”

Med skiftet til Datamatiker-studiet har hun oplevet en studiekultur der er helt anderledes.

”Der er rigtigt meget gruppearbejde, og hele tiden mulighed for at spørge lærerne, hvis der er noget, man ikke forstår.”

 

 

Sara Statoua er en af et stigende antal unge, der har søgt ind på en IT-uddannelse. Hun skiftede et jura-studie ud med datamatiker-uddannelsen på Erhvervsakademi Aarhus og har på ingen måde fortrudt skiftet.

 

Fra teori til håndværk

Samtidigt elsker hun det faktum, at de efter få uger har produceret helt konkrete ting.

”Jeg er typen, der først rigtigt forstår noget, når jeg har lavet opgaver i det og fået det ned i hænderne. Vi har allerede lavet et mini-spil og en skatteberegner. Den teori vi lærer, kan vi straks tage over i noget praktisk. Det er stadig svært, men jeg kan se det, jeg skaber, og teste om det virker.”

På studiet har lærerne fra dag et understreget, at programmering er et håndværksfag, og det passer hende godt.

 

Rart at være flere kvinder

Kvinderne er normalt i undertal på datamatiker-uddannelsen, men Sara Statoua kan godt mærke, at tendensen går i retning af flere kvinder.

”Vi er fem kvinder i klassen, og det er rart, at der er nogen at hænge ud med socialt.”

Hun havde frygtet, at der ville falde sarkastiske bemærkning af om kvinder, men det er kun sket en enkelt gang, og den ene kommentar gjorde hende ikke noget.

”Jeg er positivt overrasket over min klasse. Folk har meget forskellig baggrund, mange har studeret noget andet først, og der er flere over 30 år. Det betyder, at folk er mere modne og respekterer hinanden. Og selv om der er et par folk, som har programmeret før, er det ikke et problem. De får blot nogle opgaver, der er sværere, mens vi andre lærer det basale.”

 

Vil bygge videre datamatiker

Sara Statoua er allerede nu ret sikker på, at hun efter de 2½ år på Datamatikeruddannelsen vil toppe op med at læse til professionsbachelor i IT-sikkerhed og Cybersecurity.

”Før jeg begyndte, havde jeg allerede set en masse videoer om, hvordan hackerangreb foregår, og hvordan man kan forebygge det, så da jeg fandt ud af, at jeg kunne tage en uddannelse i det, så virkede det oplagt. På den måde får jeg stadigvæk noget ud af, at jeg læste jura,” siger hun.

 

Optags- og ansøgertal for IT-uddannelserne på Erhvervsakademi Aarhus:

 

  • Datamatiker optager 68 – samme antal som sidste år (fordi: dimensioneret). 307 ansøgere (fremgang på 21 procent sammenlignet med sidste år).

     

  • Professionsbachelor i økonomi og IT optager 72 – 11 procent flere end sidste år. 176 ansøgere (fremgang på 27 procent sammenlignet med sidste år).

  • IT-teknolog optager 37 – 3 procent flere end sidste år. 155 ansøgere (fremgang på 37 procent sammenlignet med sidste år).

  • IT-arkitekt optager 37 – 3 procent flere end sidste år. 114 ansøgere (status quo i forhold til sidste år).

  • Professionsbachelor i IT-sikkerhed optager 27 – 80 procent flere end sidste år, hvor optagstallet var 15. Uddannelsen havde 32 ansøgere (fremgang på 52 procent sammenlignet med sidste år).

  • Multimediedesigner + den engelsksprogede søsteruddannelse Multimedia Design optager 170 samlet set – 10 procent flere end sidste år. Uddannelserne havde samlet 565 ansøgere, hvilket er 20 procent færre sammenlignet med sidste år.

  • Professionsbachelor i e-commerce og digital marketing optager 90. 333 ansøgere (helt ny uddannelse som starter op i år for første gang og kun udbydes i Aarhus indtil videre)

 

 

Kilde: Erhvervsakademi Aarhus