Meditation

Det er en fantastisk følelse, når arbejdet lykkedes. Lykkedes godt. Men nutidens arbejdspladser er slet ikke indrettet til at give din hjerne den ro, den har brug for.

Det siger ledelsesrådgiver og forfatter Pia Hauge.

- De fleste af os får kun lov til at arbejde uforstyrret et par minutter ad gangen. Det betyder, at alle dine evner og gode ambitioner fortaber sig i multi-tasking og afbrydelser. Det er virkelig vildt, så lidt plads der er til fordybelse på arbejdspladser i dag. Og det er synd, siger Pia Hauge.

Pia Hauge har skrevet bogen ”Kontorkoma: Fra støj til fordybelse på arbejdet.”

Hun giver her 8 tips til fordybelse, så du og dine kolleger kan skrue endnu mere op for jeres succes og trivsel på jobbet.

Meditation

”Dyrk utilgængeligheden”, lyder tip nr. 7. Se, om du kan finde fordybelse ved at slukke mobil og mail.

8 gode råd til fordybelse

  1. Arbejd hjemmefra, når du har brug for sammenhængende fordybelsestid. Og dyrk de små pauser, der giver hjernen en tænkepause. Det kan være vasketøj og plæneklipning.

  2. Dyrk tosomheden. Når du er på arbejde, så tal med en kollega om ét enkelt emne ad gangen, så opmærksomheden fokuseres, og samtalen holdes på sporet. Gør det gerne på en gåtur.

  3. Opsøg rare omgivelser. Smukke, inspirerende omgivelser er i sig selv gode for tænkningen, da de fremmer en positiv sindstilstand, som er afgørende for effektiv tænkning. Hvis din arbejdsplads har et flot rum, udeområde eller andet, så opsøg det indimellem.

  4. Bevæg dig ud i naturen. Problemer løses bedre, og kreativiteten øges i naturen. Sørg for at lægge dine pauser udendørs eller foreslå din kollega, at I går udenfor og taler om en opgave.

  5. Find stillerum. Træk dig tilbage til et ledigt møderum eller et andet stillerum på arbejdspladsen. Dermed signalerer du, at du ønsker at fordybe dig. Efterlad mobiltelefonen på skrivebordet imens.

  6. Sørg for at singletaske. Hold op med pr. automatik at multitaske. Prioriter én opgave ad gangen, giv den din fulde opmærksomhed, og afslut den helt, før du tager hul på næste.

  7. Dyrk utilgængeligheden. Se det som et arbejdsredskab, at du ikke er tilgængelig for andre hele tiden. Sluk for mobilen. Luk mailen ned. Til andre tider er du selvfølgelig fuldt tilgængelig.

  8. Hold pause. Pauser er både mental genopladning og helt afgørende for koncentrationsevne, kreativitet og kvalitet.