Årets Læreplads

Elev Lærke Lichtenberg Madsen modtager her prisen sammen med konstitueret brugsuddeler og oplæringsansvarlig Christian Bang Mommer. Foto: Rasmus Degnbol.

Brugsen Vesløs kan nu kalde sig for ”Årets Læreplads”, efter at de har modtaget Danske Erhvervsskoler og -Gymnasiers prestigefyldte pris i et felt, hvor intet mindre end 397 lærepladser på tværs af brancher var indstillet.

Det er elev Lærke Lichtenberg Madsen, som har indstillet sin læreplads til prisen.

- Jeg er blevet taget så godt imod i Brugsen Vesløs. Af mine kollegaer, men også af hele byen Vesløs. Man kunne ellers godt have en fordom om, at det ville være svært at komme ind i et lille lokalsamfund, men på ingen tid er jeg nu på fornavn med alle kunderne, siger hun.

Direkte fra elev til souschef

Det er dog ikke kun det sociale, der har gjort Lærkes tid i Brugsen til noget særligt. Også fagligt har hun fået et kæmpe udbytte, fortæller hun:

- De har været enormt gode til at lægge en uddannelsesplan for mig og følge op på den, så jeg har fået et godt indblik over alt i butikken. Det har givet mig et stort drive, og jeg føler allerede, at jeg kan mindst lige så meget som alle mine kollegaer.

Faktisk har Lærke lært så meget i sin elevtid, at hun allerede er blevet konstitueret souschef i Brugsen.

Årets Læreplads

Prisen ”Årets Læreplads” er blevet uddelt af Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier siden 1999. Prisen gives til en læreplads, der ”fagligt, kollegialt, socialt og ledelsesmæssigt har udmærket sig og gjort en positiv forskel for deres elever og lærlinge”. Det er eleverne / lærlingene selv, der indstiller deres læreplads til prisen.
Kilde: Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier