
HK Handel har været rundt i hele landet for at samle ønsker ind til OK25.
I to uger har HK Handels OK25-bus kørt landet rundt for at besøge medlemmernes arbejdspladser og indsamle jeres ønsker til de kommende overenskomstforhandlinger – også kaldet OK25. Fra SuperBrugsen i Skagen til Lemvigh-Müller i Kolding og Nemlig.com i Brøndby.
Overenskomstforhandlingerne går i gang i starten af det nye år. Det kommer bl.a. til at handle om jeres løn, pension, barsel, efteruddannelse, arbejdstid og arbejdsmiljø. Jo flere, som sender sine ønsker, desto stærkere står vi overfor arbejdsgiverne, når vi skal forhandle jeres vilkår.
Du kan sende dine ønsker elektronisk her. Ved seneste overenskomst opfyldte vi 8 ud af 10 ønsker.
Mere i løn
Højere løn er det ønske, medlemmerne oftest giver udtryk for, når HK Handels store, blå bus har besøgt arbejdspladserne.
Det er både ønsker om højere mindsteløn, højere fritvalg eller højere tillæg for at arbejde på skæve tidspunkter og helligdage.
Helligdage for lageransatte
Men medlemmerne har også en lang række andre ønsker til deres arbejdsliv. I Bauhaus i Roskilde har snakken blandt de ansatte drejet sig om de forskellige vilkår for de butiksansatte og de lageransatte, fordi de er ansat på to forskellige overenskomster.
- Som det er nu, skal os på kontor og lager arbejde på helligdage, som var det en ganske almindelig dag, hvorimod butiksmedarbejderne får reduktion i deres arbejdstid. Mit ønske er, at vi får de samme rettigheder som de butiksansatte, for vi laver stort set det samme, siger Eileen Lanzky Otto, lageransat i Bauhaus Roskilde.
Omsorgsdage
For mange medlemmer fylder ønsker om fleksibilitet i arbejdslivet og muligheden for at få familielivet til at gå op. Det gælder f.eks. Linda Hansen, der er tillidsrepræsentant på Nomeco i Køge.
Hun foreslår, at det for eksempel kunne være i form af flere omsorgsdage eller mere ferie.
- At have mere tid til børnebørn eller til at støtte syge familiemedlemmer er noget af det, jeg rigtig godt kunne tænke mig, fortæller hun.
Linda Hansen er desuden frivillig i flyverhjemmeværnet, hvor hun nogle gange kan blive kaldt ud til akutte situationer. Også her kunne hun godt tænke sig, at der var plads til mere fleksibilitet på arbejdspladsen.
OK25