Arbejdsmiljøprisen uddeles af Arbejdsmiljørådet i fire priskategorier: Kemi og/eller vådt arbejde, Ergonomi, Psykisk arbejdsmiljø samt Arbejdsulykker.

Dagrofa Logistiks arbejde med at reducere antallet af arbejdsulykker har resulteret i, at Dagrofa Logistik vandt Arbejdsmiljøprisen 2024 i kategorien Arbejdsulykker.

I 2017 havde Dagrofa Logistik 18 ulykker med fravær. I 2023 var tallet nede på fem. Det er bl.a. lykkedes ved brug af exoskeletter og en struktureret tilgang til at skabe en sikkerhedskultur, der inddrager ledelsen, AMR’erne og medarbejderne.

“Dagrofa Logistik har skabt en markant reduktion i arbejdsulykker med fravær. Den udvikling understreger, at virksomhedens langvarige og målrettede indsats for at styrke sikkerhedskulturen og forbedre arbejdsforholdene har en gennemgribende positiv effekt. Det er stærkt at se, hvordan virksomheden arbejder med at fremelske en stærk sikkerhedskultur,” siger Louise Høst, formand for Arbejdsmiljørådet, i en pressemeddelelse.

Er du tillidsvalgt på lager?

Kom gratis til HK Handels arbejdsmiljøkonference for tillidsvalgte på lager 10. april 2025. Læs mere og tilmeld dig her.
På konferencen skal vi bl.a. besøge Dagrofa Logistik og høre mere om deres arbejde med at reducere arbejdsulykker.
HK Handel dækker tabt arbejdsfortjeneste og betaler dine transportudgifter.

Sådan har Dagrofa Logistik bl.a. ændret sikkerhedskulturen:

Forebyggende sikkerhedshandlinger: medarbejderne indberetter mulige risici og sikkerhedsobservationer.
Observationerne giver værdifuld indsigt i daglige arbejdsprocesser, som bruges til at forbedre sikkerheden.
På “Safety Walks” udarbejdes handlingsplaner baseret på medarbejdernes observationer.
Kilde: Arbejdsmiljøprisen.dk