Hvert efterår holder HK Privat Sjælland en konference for både tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.
Konferencen har forskellige temaer, der kredser om arbejdsvilkår- og miljø. I år var diversitet, forhandling og firmaidræt på dagsordenen.
Vi har spurgt to tillidsvalgte, hvad de fik ud af konferencen.

Paneldebat om diversitet. Fra venstre Stine Moon Joo Pitney, Rei Mckay Mansa, Sadaf Kahn Toft og Jakob Johannes Andersen Kjærside.
Sadaf Khan Toft,
kunderådgiver og arbejdsmiljørepræsentant hos Andel Energi
Hvordan vil du overordnet beskrive din oplevelse af konferencen?
Det er et virkelig godt arrangement, og personligt har jeg fået enormt meget ud af det. Jeg er virkelig blevet inspireret. De emner, der bliver taget op, er meget relevante for vores arbejdsliv, og det giver os et nyt perspektiv.
I år var emnet diversitet, og jeg var med i panelet for at dele mine oplevelser, da jeg har en baggrund, der er anden etnisk end dansk. Jeg synes, det er fedt at få lov til at dele mine egne oplevelser - på både godt og ondt – så de andre kan blive klædt bedre på til opgaven, hvis de står over for samme type.
Det allerbedste ved arrangementet er dog stemningen. HK skal virkelig have en stor cadeau for at gøre det så hjemligt og rart.
Var der noget specifikt, du lærte, som du kan bruge i dit arbejde?
Det var spændende at arbejde med DiSC-profilerne. Vi fik blandt andet snakket om, hvordan man selv er, og hvordan man skal agere, hvis folk har et andet verdenssyn end en selv.
Det allerbedste ved arrangementet er dog stemningen. HK skal virkelig have en stor cadeau for at gøre det så hjemligt og rart. Man føler sig tryg, og det betyder meget. Vi er så mange forskellige typer, fra vidt forskellige arbejdsområder, men vi kan stadig finde et fællesskab, udveksle erfaringer og inspirere hinanden. Man bliver træt på den helt rigtige måde – fyldt op med noget, man kan bruge direkte i sin hverdag.
Læs mere om DiSC-profiler her
Fik du nogle nye indsigter?
Der var meget fra paneldebatten om diversitet. Her var der et indlæg om lønforskellen mellem mænd og kvinder, og det satte virkelig nogle tanker i gang hos mig. Næste gang jeg skal til lønforhandling, vil jeg være meget mere opmærksom på at presse på for at få det samme som mine mandlige kolleger. Som AMR (arbejdsmiljørepræsentant) vil jeg også tage de her tanker med tilbage og kigge på, hvordan det ser ud hos os generelt.
Vil du anbefale andre tillidsvalgte at tage med til næste år?
Jeg vil virkelig opfordre alle, der har mulighed for det, til at tage med næste gang. Det er et skønt selskab, god mad, og man får mulighed for at byde ind med interessante emner til næste års program. Det eneste, du skal investere, er din tid – og det er det hele værd. Jeg har været så inspireret, og jeg glæder mig allerede til næste år!

Dansk Firmaidræt var forbi for at vide, hvordan man kan lave motion på arbejdspladsen.
Nikoline Alring, kundekonsulent og tillidsrepræsentant hos FORS
Hvordan vil du overordnet beskrive din oplevelse af konferencen?
Jeg synes, det er godt at mødes med andre tillidsvalgte og få et netværk. Programmet var spændende, især med fokus på emner som ligestilling, inklusion og diversitet.
Et af højdepunkterne var paneldebatten om diversitet på arbejdspladsen. Panelet bestod af en person med anden etnisk baggrund, en transkønnet, og en repræsentant fra DI. Det de fortalte, var virkelig en øjenåbner. For eksempel hvilke udfordringer transkønnede møder i hverdagen – som hvilket badeværelse de skal bruge, hvis det er kønsopdelt. Det var en fin øjenåbner.
Paneldebatten blev modereret af Mino Danmark. Læs mere om deres arbejde her
Hvilke oplæg eller sessioner gjorde størst indtryk på dig, og hvorfor?
En af sessionerne, der gjorde indtryk, handlede om forhandlingsteknikker baseret på DiSC-profiler. Det gav mig værdifuld indsigt i, hvordan jeg bedst kommunikerer med forskellige typer mennesker – fra ledelsen til HR og samarbejdsudvalg. Jeg lærte også mere om mig selv, og det gav nogle nye redskaber, som jeg kan bruge fremadrettet.
Var der noget specifikt, du lærte, som du kan bruge i dit arbejde?
Jeg fik mod på at tage flere kurser inden for forhandling. Det var især lærerigt at forstå, hvordan man kan tilpasse sin kommunikation for at få en bedre dialog og opnå bedre resultater.
Oplægget gav mig blod på tanden til at kæmpe for at få arbejdsgiverbetalt motion på min arbejdsplads.
Fik du nogle nye indsigter?
En session med Dansk Firmaidræt var virkelig interessant. Vi fik indblik i, hvordan man som arbejdsplads kan integrere motion i dagligdagen. Oplægget gav mig blod på tanden til at kæmpe for at få arbejdsgiverbetalt motion på min arbejdsplads.
Læs mere om Dansk Firmaidræt her
Netværksdelen var også en stor gevinst. At mødes på tværs af arbejdspladser giver mulighed for at dele erfaringer og vende aktuelle udfordringer. Det er et rigtig godt sted at mødes og snakke om hvad der rører sig på de forskellige arbejdspladser.Til sidst vil jeg understrege, hvor hjemligt, hyggeligt og godt et selskab det er at være en del af HK og deres arrangementer. Det er virkelig også det, der gør det hele så godt at være en del af. Der kommer både faglig viden og følelsen af at være en del af noget sammen.
Vil du med på næste års TV-konference?
Næste års TV-konference afholdes den 7. - 8. november.
Mere information og tilmelding til alle tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter i HK Privat Sjælland i det nye år.