
Lidt ekstra kærlighed - læs penge - kan have stor betydning for din økonomi i den tredje alder.
Jeg vil gerne gå tidligere på pension. Jeg skal blive længere på arbejdsmarkedet Jeg vil gerne have flere penge til mig selv, når jeg går på pension.
Der kan være mange grunde til at betale mere ind på pensionsopsparingen. Går du med den slags overvejelser, så er det altså nu – inden Kong Frederik holder sin første nytårstale – at du skal sætte flere penge ind.
For på de fleste opsparingstyper er der nemlig et maksimum for, hvor meget du må indbetale pr. kalenderår.
Tjek din pensionsopsparing på pensionsinfo.dk
Camilla Schjølin, privatøkonom i pensionsselskabet PFA, giver dig de vigtigste fakta om de forskellige typer af pensionsopsparinger:
Aldersopsparingen
giver en god fleksibilitet som pensionist, idet du selv vælger om pengene skal ud som en kontant sum, løbende eller i ”bidder” efter behov. Du har allerede betalt skat af beløbet, så opsparingen vil ikke påvirke folkepensionen negativt.
Du må indsætte 9.100 kr. om året indtil 7 år før folkepensionsalderen. Herefter må du indsætte 58.900 kr. om året, indtil du går på pension.
- Betaler du ikke topskat, er aldersopsparingen meget attraktiv. Til gengæld er den mindre oplagt for dig, der betaler topskat, fordi du har bedre gavn af at få et højt skattefradrag, siger Camilla Schjølin.
Her er det bedre at vælge de to andre opsparingstyper, fordi du får skattefradrag af din indbetaling nu, og typisk ikke skal betale så høj en skat, når du går på pension, hvilket gør at du ender med at spare minimum 15 pct. i skat. Til gengæld kan løbende pensionsudbetalinger betyde, at du får lidt mindre i folkepension.
Ratepensionen
udbetales, som navnet antyder, i rater. Den skal som minimum række i ti år, men du kan også vælge at sprede den ud over en længere periode. Du skal betale skat af ratepensionen, når du får den udbetalt.
- Indbetaler du ekstra på ratepensionen i år, slipper du billigere i skat, og dermed kan du enten undgå en lurende restskat, eller glæde dig til at få penge tilbage i skat til april, forklarer Camilla Schjølin.
Du må indsætte op til 63.100 kr. om året.
Livsvarig pension
udbetales, indtil du dør. De fleste livspensioner har automatisk en garanti tilknyttet, der sikrer at dine arvinger kan overtage de første mange års udbetalinger, hvis du dør tidligt i pensionstilværelsen. Du kan dog også fravælge garantien, hvilket betyder at du får ca. 10 pct. mere udbetalt årligt.
Du må indsætte ubegrænset, så længe du indbetaler via din arbejdsgiver. Indbetaler du privat, kan du frit indbetale op til 58.100 kr. om året.
PFA anbefaler
- Vores anbefaling er at spare ca.15 % op af ens løn. Det svarer til, at man vil have omkring 80 % af sin udbetalte slutløn, når man går på pension. Som lavtlønnet er 12 % ofte nok, og som højtlønnet bør indbetalingen omvendt være tæt på 20 % af lønnen siger Camilla Schjølin, som er privatøkonom i pensionsselskabet PFA.