Spørger man ChatGPT, hvad en administrativ medarbejder i en dansk kommune kan bruge AI og fx ChatGPT til, er svaret en liste med en lang række overordnede områder og mange konkrete opgaver – fra kommunikation og borgerkontakt over dokumenthåndtering, beslutningsstøtte og sagsbehandling til HR, lovgivning, it og digitalisering.

Og det matcher faktisk ret præcist, hvad et forprojekt i regi af Fremfærd om AI i administrative funktioner afdækkede sidste år. Her blev identificeret 63 ’brugsscenarier’, hvor AI med fordel kan implementeres i en kommunal og regional sammenhæng, fortæller Lisbeth Eriksen Storm, udviklingskonsulent i HK Kommunal.

- Det viste os, at administrative medarbejdere kan bruge AI til bl.a. opsamling på høringssvar, chatbots henvendt til borgerne og internt, oversættelser, til at skrive referat, opsummere og kondensere store informationskilder, bedre og mere tilpasset information til borgerne, analyse af store datasæt som trafikmønstre og meget mere.

HK og KL har gennemført et tilsvarende forprojekt i informations- og cybersikkerhed, og det viste et stort behov, for at administrative medarbejdere i kommuner i endnu højere grad er med til at sikre kommuners systemer, processer, opgaver og services mod potentielle angreb fra IT-kriminelle og fjendtligsindede eller fejl fra medarbejdere – intentionelt eller uvidende.

- De nye opgaver og roller kræver nye kompetencer, og det er netop, hvad formålet med introkurset og modulerne er, siger Lisbeth Eriksen Storm.

En unik mulighed

Som resultat af forprojektet og for at ruste HK-medarbejdere i regioner og kommuner bedst muligt i både AI og informations- og cybersikkerhed lancerer KL og HK nu introkurser og moduler med ECTS-point i "Digitale og teknologiske kompetencer" (se faktaboks) i samarbejde med landets professionshøjskoler og Komponent.

- HK Kommunal er – så vidt vi ved – den første fagforening, som anvender OK-midler til at udvikle et kursusforløb for vores medlemmer i både AI og informations- og cybersikkerhed. Det gør vi, fordi vores fokus som fagforening er, at vores administrative medarbejdere skal være med helt fremme på denne bølge – dér hvor beslutningerne tages i kommuner og regioner. Derfor er det her forløb en unik mulighed – også for dem, som ikke normalt deltager i kompetenceudvikling, siger Lisbeth Eriksen Storm.

HK’ere spiller en nøglerolle

Mange danske kommuner surfer allerede på AI-bølgen – enten ved at være i gang med at undersøge, afprøve eller implementere løsninger med brug af kunstig intelligens som en væsentlig komponent. Perspektiverne er bl.a. at effektivisere arbejdsgange og dermed yde endnu bedre service til borgerne. I forhold til informations- og cybersikkerhed peger KL på nye opgaver i forbindelse med det øgede trusselsbillede.

- Og her spiller de administrative medarbejdere en nøglerolle i at ruste kommunerne til at udnytte teknologierne bedst muligt – og samtidig medtænke kendte faldgruber og udfordringer i udviklingen, siger Lisbeth Eriksen Storm.

Kom afsted som arbejdsplads

Kursusforløbet er opdelt i to komponenter – et introkursus og moduler i hhv. AI og informations- og cybersikkerhed. Introkurset kan gennemføres på arbejdspladsen og giver medarbejderne mulighed for at arbejde med eksempler fra deres eget fagområde – forudsat, at man kan samle et hold på omkring 15 deltagere Også modulerne på akademi- eller diplomniveau kan gennemføres til arbejdspladsen.

Introkurset giver deltagerne en grundlæggende forståelse af AI-teknologien, skærper fokus på, hvordan man indgår i opgaver, der understøtter sikkerhedsorganisationen og styrker den digitale forestillingsevne, så det bliver nemmere for den enkelte medarbejder at få øje på potentialerne ved kunstig intelligens i de enkelte arbejdsopgaver. Modulerne i hhv. AI og informations- og cybersikkerhed tilpasses behov og udfordringer på den enkelte arbejdsplads.

- Målet er at lære de administrative medarbejdere at se AI som et værktøj i deres arbejde, der bygger ovenpå deres faglighed. Det skal gøre opgaveløsningen endnu bedre. Derfor er forløbet tilrettelagt, så det kommer så tæt på arbejdspladsens konkrete opgaver – og måske endda nye opgaver - som muligt. Det motiverer og gør, at man har lyst til at arbejde med det, siger Lisbeth Eriksen Storm.

Lederne skal motivere

Men hvad så med lederne – hvad er deres rolle i det?

- Lederne er velkomne til at deltage i introkurserne. De har også en stor rolle i at motivere medarbejderne i at komme afsted. Og de har en særlig opgave i at se, hvor denne udvikling fører hen, uden at vide det 100 %. Derfor skal de kunne lede i det uvisse, og det kræver en særskilt viden. Derfor opfordrer vi dem til også at tage en snak med den lokale uddannelsesinstitution, som udbyder forløbet, om, hvad deres behov er, siger Lisbeth Eriksen Storm.

Hun opfordrer samtidig ledere og TR til at tale sammen om, hvor de ser, at AI kan bruges i deres afdeling og organisation, og om der er oplagte områder, der skal styrkes i forhold til informations- og cybersikkerhed, inden de kontakter uddannelsesinstitutionen.

- Fordi forløbet bliver tilpasset den enkelte arbejdsplads, kræver det, at man er forberedt og har tænkt over behov og muligheder inden for begge områder. Nogle er nået superlangt med AI, andre er ikke. Det vigtigste er, at alle kommer med på AI-dagsordenen, så de lærer det at kende og kan varedeklarere og skabe tillid til AI hos borgerne. Der skal være gennemsigtighed – og det kræver viden, siger Lisbeth Eriksen Storm.

Kursusforløb i AI og informations- og cybersikkerhed

Kurserne henvender sig til alle medarbejdere på en HK-overenskomst og består af to komponenter:

  1. Endags introkurser
    • Kurserne skal motivere og inspirere deltagerne.
    • De bliver som udgangspunkt afholdt på arbejdspladsen inden for et fagområde. Man kan også slå sig sammen med kolleger fra samme fagområde fra nabokommunen. Tag selv kontakt eller få hjælp af uddannelsesinstitutionen
    • Alternativt kan medarbejdere deltage på åbne hold på uddannelsesinstitutionen
    • Der er 100% tilskud fra Kompetencefonden, hvis man er ansat på en HK-overenskomst.

  2. Akademi- og diplommoduler:
    • Ovenpå introkurserne kan medarbejdere specialisere sig på moduler inden for henholdsvis kunstig intelligens eller informations- og cybersikkerhed
    • Modulerne er for alle, der er kvalificeret til at deltage på akademi- eller diplomniveau
    • På nogle professionshøjskoler er der mulighed for samlæsning, så man kan tage afsted på samme hold uanset om man er på akademi- eller diplomniveau
    • Undervisningen kan foregå på arbejdspladsen, hvis der er deltagere nok til et hold.
    • Alle kan deltage uanset overenskomstforhold
    • Der er 80% tilskud fra Kompetencefonden, hvis man er på en HK-overenskomst.

    Læs mere om, hvordan I kommer i gang her