psykisk arbejdsmiljø - stress - Mostphotos

Modelfoto: Mostphotos

Hver femte kvindelige lønmodtager har et hårdt psykisk arbejdsmiljø. Det samme er tilfældet for hver syvende mand. Det viser nye tal, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har analyseret for A4 Arbejdsmiljø.

Kvinder på det danske arbejdsmarked er med andre ord langt hårdere ramt af psykisk dårligt arbejdsmiljø end mænd. Når man dykker lidt mere ned i tallene med svar fra 21.600 lønmodtagere på tværs af brancher og geografi i Danmark, står den kønsmæssige slagside endnu mere klar.

LÆS OGSÅ: Stress koster årligt samfundet mere end bygningen af en ny storebæltsbro

Kvindelige lønmodtagere er således 62 procent oftere end mandlige udsat for vold eller trusler. Og kvinder oplever arbejdsrelateret stress 33 procent oftere end mænd. Samtidig er 9,9 procent af kvinder på jobbet udsat for mobning, hvilket er 21 procent oftere end tilfældet er for mænd.

En strukturel skævhed

- Det kan faktisk have vidtrækkende konsekvenser, at du oplever for eksempel mobning. For det handler jo ikke bare om, at du er væk fra arbejdspladsen i en periode. Mobning kan give varige psykiske mén og kan jo betyde, at du går glip af forfremmelser eller lønforhøjelse - altså får afkastet af den erfaring, du alt andet lige ellers ville have haft, siger senior insights manager hos platformsudbyderen Ennova, Tine Louise Mundbjerg Eriksen, som er tidligere seniorforsker hos både Vive og Aarhus Universitet med speciale i netop mobning, til A4 Arbejdsmiljø

Mange kvinder arbejder i jobs med fx pleje eller sundhed, hvor der er høje følelsesmæssige krav. Men tallene fra National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere 2023 (NOA-L) omhandler i lige så høj grad kvinder, der arbejder på kontor, lager eller med handel.

LÆS OGSÅ:TEMA: Psykisk arbejdsmiljø på afveje

-. Når jeg ser tallene, så er det jo interessant, at de er så høje, og at der er en kønsmæssig slagside til kvinder på alle parametre. Vi har jo ikke kigget på, hvad deres arbejdsopgaver er. Der er helt sikkert noget, der skyldes, at kvinder arbejder i nogle fag, hvor man er mere udsat for det her. Men det gør jo ikke skævheden mindre strukturel, siger Kristoffer Lind Glavind, der er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og står bag analysen, til A4 Arbejdsmiljø.

”Tag arbejdsmiljøet alvorligt”

Næstformanden for HK Stat, Ulla Moth-Lund Christensen, er tidligere ved besøg på arbejdspladser og under møder med tillidsrepræsentanter blevet opmærksom på en kønsmæssig skævvridning i antallet af sager med mobning, vold og stress. Nu dokumenter statistikken det helbredstruende psykiske pres på mange arbejdende kvinder.

LÆS OGSÅ: Gode råd til et bedre psykisk arbejdsmiljø

- Der er ingen tvivl om, at arbejdspresset er blevet øget mange steder på de statslige arbejdspladser. Og tonen bliver mere rå, når tiden er knap. Samtidig giver uklare krav grobund for mere mobning og flere konflikter – åbenbart med en klar overvægt rettet mod de kvindelige ansatte.

- Arbejdsgiverne skal virkelig tage arbejdsmiljøet og omgangstonen alvorligt. Det må aldrig blive sådan, at man går på arbejde med hjertet i halsen af frygt for at blive jordet, siger Ulla Moth-Lund Christensen, som også opfordrer både tillidsrepræsentanter og kolleger på jobbet til at støtte hinanden bedst muligt i arbejdsdagen.