Et ”kæmpestort tak for engagementet” lyder det fra formand for HK Privat, Kim Jung Olsen. 

I alt har 64,4 % af jer knap 60.000 stemmeberettigede medlemmer af HK Privat de seneste 14 dage stemt om de nye overenskomster.

Og resultatet er ikke til at tage fejl af: 90,3 % af jer har stemt JA til forhandlingsresultatet.

Et ”kæmpestort tak for engagementet” lyder det fra formand for HK Privat, Kim Jung Olsen.

- Afstemningsperioden har været usædvanlig kort, så at vi lander på så høj deltagelse og opbakning fra medlemmerne, kan vi være godt tilfredse med. Det stiller os fortsat stærkt som forhandlende organisation over for arbejdsgiverne, siger han.

Den samlede stemmeprocent fra fagforeningerne på det private arbejdsmarked er 58,5 %, og i alt stemte 82,5 % ja.

”Ekstremt vigtigt” med fair vilkår i usikker tid

Netop klare aftaler mellem arbejdsmarkedets parter kan blive afgørende i en tid præget af handelskrig, faldende aktiekurser og generel usikkerhed om fremtiden.

- Når verdenssituationen skifter fra uge til uge, har stabilitet meget høj værdi, siger Kim Jung Olsen og uddyber:

- Vores medlemmer er sikret fair løn- og arbejdsvilkår de næste 3 år, og det er ekstremt vigtigt i denne tid.

Positive forventninger til lokale lønforhandlinger

Et erklæret mål med overenskomstforhandlingerne har for HK Privat været at lægge bunden til en reallønsfremgang for medlemmerne de kommende år.

Det er muligt ud fra tommelfingerreglen om, at en tredjedel af lønstigningerne forhandles centralt via overenskomsterne, mens de sidste to tredjedele forhandles lokalt.

Til trods for de daglige nyheder om en uforudsigelig fremtid opfordrer Kim Jung Olsen medlemmerne til at holde fast i den tommelfingerregel. For faktum er, at økonomien i mange virksomheder fortsat ser sund ud, ligesom manglen på arbejdskraft heller ikke er aflyst.

- Man kan hurtigt blive bekymret, og dermed forsigtig, med alt det der sker lige for tiden. Men overenskomsterne løber de næste 3 år, og her bliver det vigtigere end nogensinde hele tiden at forholde sig til, hvad de faktiske forhold på ens egen arbejdsplads er. Det er med andre ord vigtigt, at tillidsrepræsentanterne og medarbejderne får indblik i virksomhedens økonomi og fremtidsudsigter, så de kan forberede sig bedst muligt forud for lønforhandlingerne, siger Kim Jung Olsen.

 

Få et kursus i lønforhandling

Stemmeprocenter gennem tiderne

HK Privats medlemmer har fordoblet deres medbestemmelse siden 2007

2007: 30,3 procent - 76 procent ja og 24 procent nej

2010: 46,1 procent – 12 procent ja og 88 procent nej*

2012: 33,8 procent – 82,5 procent ja og 17,5 procent nej

2014: 50,8 procent – 91,5 procent ja og 8,5 procent nej

2017: 54,2 procent - 85,6 procent ja og 14,4 procent nej

2020: 64,8 procent – 94,8 procent ja og 5,2 procent nej

2023: 65,4 procent - 88,8 procent ja og 11,2 procent nej

2025: 64,4 procent – 90,3 procent ja og 9,7 procent nej.

*HK Privat anbefalede i 2010 medlemmerne at stemme nej.