
Men fra den ene dag til den anden var alt pludselig galt, da en ny chef vendte på en tallerken, da jeg var ærlig i min APV-besvarelse. Det var en international virksomhed. For et par år siden kom jeg i en ny afdeling, hvor der var et meget dårligt arbejdsmiljø. Vi var en lille afdeling med mange interne konflikter, som ingen i ledelsen tog hånd om. Tværtimod. På de 3 år, jeg nåede at være der, havde jeg 4 forskellige chefer.
Den fjerde chef i rækken var blevet rekrutteret internt, og han var åben om, at det var en post, han var blevet påduttet. Han havde aldrig haft ledelsesansvar før og kom fra en prestigefuld afdeling og var af, hvad man kan kalde “den gamle skole”. Han var et stolt menneske, der ikke kunne erkende sine fejl, og han var meget nedladende i sin tone.
Jeg fik opgaver jeg ikke havde kompetencer til
Jeg er af anden etnisk oprindelse end dansk og i forbindelse med en episode, hvor en kollega havde kaldt mig for perker, sagde han til mig, at han syntes, jeg var for følsom, hvis jeg lod mig gå på af det. I stedet for at tage hånd om problemet lod han hende fortsætte sin grove tone over for ikke kun mig, men også andre.
Min chef skulle stadig passe en del af sine opgaver i en anden afdeling, og det var tydeligt, at han ikke brændte for at skulle være vores leder. Han sagde selv, at han ikke ville sætte sig ind i vores arbejdsopgaver - vi skulle bare præstere. Han fik hurtigt skabt et A- og et B-hold i afdelingen. Det var ham, der tildelte opgaverne i afdelingen, selv om vi forsøgte at sige, at vi gerne selv ville fordele dem. Os, der var på B-holdet, fik sjovt nok altid de kedelige opgaver. På et tidspunkt skulle vi i afdelingen løse en stor opgave, der var blevet påtvunget os udefra. Alle mine kolleger blev sat på opgaven, så jeg var den eneste til at køre den daglige drift. Samtidig blev der ansat en ny kollega, fordi vi jo havde travlt, som jeg også blev sat til at lære op. Men der blev overhovedet ikke afsat tid til det.
Dårlig ledelse er dyrt og dumt
Et lille år inde i chefens ansættelse skulle vi lave den lovpligtige arbejdspladsvurdering. Jeg besluttede mig for at være ærlig. Både omkring det dårlige arbejdsmiljø, der havde været i afdelingen rigtig længe, men også om den diskrimination, som jeg havde oplevet, og som han jo overhovedet ikke havde håndteret – eller taget seriøst – som leder. Vel vidende, at han jo godt vidste, det var mig, der havde svaret sådan.
Jeg tog derfor også samtidig fat i HR for at bede om hjælp til at løse de udfordringer, vi havde i afdelingen - jeg ville jo gerne gøre det ordentligt. HR-konsulenten sagde, at hun godt kunne genkende mine beskrivelser, og hun ville tage fat i den del af HR, som havde ansvaret for lederne i virksomheden.
Derefter tog jeg på ferie. Da jeg kom tilbage, var stemningen forværret. Min chef ville ikke engang hilse på mig og undgik mig. Efter en uge tilbage blev jeg indkaldt til en disciplinærsamtale. Jeg havde selv tidligere været tillidsrepræsentant, men var det ikke længere, så jeg vidste jo godt, hvad det betød og tog derfor også min tillidsrepræsentant med som bisidder.
Syg på grund af dårlig ledelse
Kilde: 190 ud af 903 HK Privat medlemmer i en rundspørge i uge 15/25 blandt medlemmer, der får HK Privats nyhedsbrev.
Under to måneder inden samtalen havde jeg fået en pæn vurdering i den årlige medarbejdervurdering af min chef. Han havde desuden i vurderingen tilføjet kommentarer som, at jeg havde udviklet mig meget over det forgangne år, at jeg altid var parat til at hjælpe kolleger, og at jeg generelt var venlig og hjælpsom. Så hvordan jeg efter få ugers arbejde pludselig overhovedet ikke kunne finde ud af mit arbejde, gav jo ingen mening. Han havde tre sider med til det møde fuld af ting, jeg skulle have gjort galt. Blandt andet var det også min skyld, at den nye medarbejder i afdelingen ikke var blevet oplært tilstrækkeligt. Jeg var ikke i tvivl om, at det var, fordi jeg havde kritiseret ham over for ledelsen.
Da det trykkede i mit bryst, lyttede min chef ikke. Så kom angsten
Jeg følte mig tvunget til at skrive under på advarslen. I ugerne efter kunne jeg mærke, at det påvirkede mig meget at have fået sådan en kølle smidt lige i hovedet - sådan føltes det virkelig.
Jeg begyndte derfor at tale med en erhvervspsykolog via vores sundhedsordning, der anbefalede mig, at jeg sygemeldte mig i 14 dage for at få bragt ro i kroppen og komme ovenpå igen. Jeg nåede aldrig at komme tilbage i jobbet igen, for inden de 14 dage var gået, ringede min tillidsrepræsentant og sagde, at de ville opsige mig.
Herefter blev jeg fritstillet. Jeg fik halvandens måneds ekstra løn som kompensation, men det ændrede ikke på følelsen af at føle sig bortvist fra en arbejdsplads, jeg har holdt så meget af i 19 år. Jeg måtte ikke selv hente mine ting eller sige farvel til mine kolleger.
Her fire måneder efter har jeg heldigvis fået job i en ny virksomhed, men i samme branche. Jeg mødte min tidligere chef for nylig, der sagde, at det var heldigt, at jeg havde fået nyt arbejde.